Hobbycafé i Hammel: Her kan du strikke, male, lave ler og meget mere
jr
Hammel Kunstforening afholder i efteråret en række kunst- og hobbycaféer, hvor du kan strikke, male, lave ler eller noget helt fjerde sammen med kunstforeningens medlemmer. Der bliver arbejdet med akvarel, patchwork, collage, perler, maleri, strikket og meget mere.
»Sammen med andre får du inspiration til dit næste kunstværk. Det er super hyggeligt og med til at skabe sammenhold,« fortæller kunstforeningens formand Tina Halkjær Olesen i en mail til Lokalavisen.
Kunstforeningen vil gerne have flere medlemmer, men alle er velkommen til kunst og hobbycaféerne, der finder sted 3. september, 2. oktober, 7. november og 3. december klokken 18.30 - 21.30.
Det foregår i værkstedet i Inside i Hammel.