Præsten og musikerne hopper på blokvognen for at høstfeste
Der bliver masser mad, musik og fællessang ved Skærings høstfestival.
Skæring Kirke har de sidste otte år dannet ramme for en lokal Høstfestival, der samler borgere med livemusik, markedsplads, workshops og madtelte.
En kæmpe lastbil trilles ind langs bøgehækken foran kirken, som omdannes til scene for en familiegudstjeneste med kor- og folkemusik. Der bliver live musik gennem hele dagen med forskellige orkestre og kor samt fællessang på lastbilscenen og i madteltene. Man kan blandt andet nyde de lune jazztoner fra familieorkestret Nyholm/Errboe.
Langs Skæring Kirkevej vil hvide telte skyde op med markedsboder, hvor det er muligt at gøre et godt kup. Det bliver muligt at presse egne æbler på kirkens æblepresse, lære at binde sommerlige blomsterbuketter eller nyde en stille stund til udstillingen i kirkesalen.
Børn og unge kan boltre sig i KFUM-spejdernes tivoli med alt fra raftekarrusel til pandekagebagning over bål eller gøgle løs i gøglerworkshoppen med Jonas Lodberg. Når de yngste har tonset rundt på hoppeborgskirken og spist sig mætte i popcorn og snobrød, kan de puste ud i kreateltet og legoteltet, se gymnastikopvisning ved HEI eller deltage i solsikkekonkurrencen.
Høstfestival er 1. september kl. 10-15.30, Skæring Kirkevej 1-3, Skæring.