Syng dig glad i Hadsten blandede Kor
Koret starter snart en ny sæson, og der er plads til, at du kan være med.
Hadsten blandede Kor starter ny sæson onsdag 4. september, skriver koret i en pressemeddelelse.
Koret øver hver onsdag aften på Østervangskolen i B-aulaen, og har du lyst til at bruge et par timer i selskab med andre glade sangere, så grib chancen nu.
Hadsten blandede Kor har et blandet repertoire og synger blandt andet forskellige rytmiske genrer, danske, nordiske sange og musicalnumre.
Efterårets program er lagt fast. Koret vil igen i år deltage i Favrskov Korfestival i uge 43 med koncert søndag eftermiddag. Til jul vil koret synge i Sct. Pauls Kirke i fælles koncert med Hadsten Sangforening, og i Haslund Kirke vil koret være med til at skabe julestemning.
Kig ind en af de første øveaftener og se, om det er noget for dig. Der er plads til nye sangere på alle stemmer, så alle der har lyst til at dele sangglæden er velkomne, oplyser koret.
Du kan se mere på hadstenblandedekor.dk.