Gratis videnskabstilbud til børn vender tilbage til Favrskov
Til efteråret kan børn i 4. og 5. klasse i Favrskov deltage i et gratis fritidstilbud, hvor verden bliver udforsket gennem videnskabelige aktiviteter.
Der er videnskab i alt. Jorden, vi går på, gemmer på krible-krable-liv, stolen, vi sidder på, er sammensat af atomer, og brødet, vi spiser, består af milliarder af celler.
Det hele venter bare på at blive undersøgt.
Til efteråret kan nysgerrige børn, der elsker at udforske verden omkring sig, gøre netop det gennem Videnskabsklubben, som vender tilbage til Favrskov og tilbyder et unikt fritidstilbud for børn i 4. og 5. klasse. Det skriver Videnskabsklubben i en pressemeddelelse.
Tilbuddet er gratis, og tilmeldingen åbner 31. august.
Handler om at være med
Det er andet år, at børn i Favrskov får mulighed for at fordybe sig i videnskabelige eksperimenter og leg efter skole i deres helt egen videnskabsklub.
Videnskabsklubben er en ikke-statslig organisation, som arbejder for at tilbyde børn og unge et inspirerende og præstationsfrit fritidstilbud, hvor de på tværs af baggrund, køn og alder kan mødes og undre sig i fællesskab.
»I Videnskabsklubben kan børn og unge fordybe sig i videnskabelige eksperimenter og leg efter skole. Vi skaber rammerne for, at de kan mødes i et interessefællesskab, hvor det ikke handler om at være bedst, men om at være med,« siger Rikke Schmidt Kjærgaard, som er direktør i Videnskabsklubben, der i 2024 udbyder fritidsaktiviteter for børn i 55 byer.
Kan lære om kemi
Hver onsdag i ugerne 43 til 49 bliver dørene til Favrskov Gymnasium åbnet for børn i 4. og 5. klasse, som har lyst til at lege med sjove og inspirerende aktiviteter, forsøg og eksperimenter.
I år er det overordnede emne kemi, og “miniforskerne” lærer i løbet af de syv uger at forstå, hvordan hele deres verden og alt omkring dem er bygget op af kemi.
Børnene skal blandt andet spille spillet ”Det periodiske system”, dissekere en ble og blande væsker. Der skal opstilles hypoteser, laves eksperimenter og samles data, og alt skal naturligvis dokumenteres i en laboratoriejournal, som de får med sig hjem.
Underviserne er frivillige gymnasieelever, der selv brænder for faget.
1.200 børn i 55 byer
Videnskabsklubben er en NGO (non profit), og tilbuddet er gratis, takket være økonomisk støtte fra blandt andet Novo Nordisk Fonden. I 2022 fik Videnskabsklubben overrakt Amalienborgprisen og Amalienborgmedaljen fra Kongehuset for sit arbejde med at udbrede videnskab blandt børn og unge.
I 2024 får cirka 1.200 børn i 55 byer mulighed for at gå til videnskab i fritiden gennem Videnskabsklubben. Cirka 400 frivillige gymnasieelever varetager undervisningen.
Tilmeldingen åbner på videnskabsklubben.dk 31. august og er efter først-til-mølle-princippet.