Fortsæt til indhold

Samvær og sang: Pavillonen inviterer til fællesspisning

Kultur og byliv
mw

I Pavillonen i Grenaa bliver der slået et slag for fællesskab og samvær med arrangementet ’Vi spiser sammen’, hvor spisning og fællessang går hånd i hånd.

Tanken er at gøre arrangementet så uformelt som muligt og nyde en hyggelig stund med bekendte og fremmede. Kernen er, at måltider og fællesspisning skaber fællesskaber, som bringer mennesker sammen, der ikke normalt mødes – sangen skaber samhørighed og fællesfølelse.

Det oplyser Pavillonen i en pressemeddelelse.

Arrangementet finder sted 3. september klokken 18, og menuen står på barbecue-marinerede kamben, bagt kartoffel og rødløgs-cremefraiche, hjemmelavet coleslaw og barbecuesauce. Gruppen Sangskatterne står for musikken til fællessangene.

Sangskatterne består af Mikkel Frost, der spiller guitar og synger for, Bjarke Houmann, som spiller bas og kommer med kække kommentarer, og Mogens Jensen, der holder det hele på sporet bag tangenterne.

Man skal ikke kunne synge opera eller rent for den sags skyld for at synge med. Det er ikke pointen. Alle kan være med efter devisen: Jo flere, jo bedre.

Medbring mobilen, da alle sangtekster skal findes dér.

Der er to yderligere ’Vi spiser sammen’- arrangementer i kalenderen: 5. november og en juleversion 3. december.