Efterårsudstilling med krukker på GAIA Museum
Fredag 6. september åbner en ny særudstilling på GAIA Museum, skriver museet i en pressemeddelelse.
Akademiets Efterårsudstilling blev indført som fast tradition på GAIA Museum i 2017. Det er en gruppeudstilling for de kunstnere, der arbejder på Akademiet. Den har derfor et varieret og alsidigt udtryk, der afspejler alle de forskellige personlige stilarter og temperamenter, der er i spil på GAIA Akademi.
I år har udstillingen undertitlen ”Krukker”.
Med inspiration fra de oldgamle krukker på Museum Østjylland i Randers vender kunstnerne på Gaia Akademi emnet på hovedet. For hvad er en krukke, hvordan ser den se ud, og af hvilket materiale kan den laves?
På Akademiet er der vokset store og små krukker frem. Nogle af dem er farvestrålende og papirstynde, mens andre er robuste med finurlige mønstre.
»Vi glæder os til at åbne Akademiets Efterårsudstilling og invitere jer ind til en udstilling af alle mulige og umulige krukker,« siger Akademiets to kunstmentorer Mette Elimar Jensen og Pia Græsbøll Ottesen.
Der er fri entré til udstillingen, som vises til og med 16. november.