Fortsæt til indhold

Koncert med blokløjtevirtuos og berømt barokorkester

Kultur og byliv
sra

Den danske blokfløjtevirtuos Bolette Roed er solist ved en Brage-koncert på Værket i Randers tirsdag 10. september. Med sig har hun et af verdens førende barokorkestre, Arte dei Suonatori, som hun har samarbejdet med siden 2005. Alle musikere spiller på historiske barokinstrumenter. Det skriver Kammermusikforeningen Brage i en pressemeddelelse.

Ved koncerten, der er Brages første i den nye sæson, spilles kun italiensk barokmusik: Vivaldis ”De fire årstider” og ”Concerto Madrigalesco” samt to sonater af Isabella Leonarda. Orkestret ledes af koncertmester Joanna Kreft.

Bolette Roed er solistuddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2004, og året efter blev hun udnævnt til Årets DR-kunstner. Hun har undervist på musikkonservatoriet i København siden 2009.

Arte dei Suonatori blev grundlagt af ægteparret Aureliusz og Ewa Golinski i Polen i 1993, og de to udgør stadig grundstammen i orkestret, som årligt giver cirka hundrede koncerter, har opnået international anerkendelse og vundet flere prestigefylte priser.