Fortsæt til indhold

Folkedans og fællessang for seniorer

Kultur og byliv
sra

Tirsdag 17. september og 20. november inviterer Claus Jørgensen i samarbejde med Favrskov Bibliotekerne seniorer til folkedans og fællessang i InSide i Hammel. Det skriver Favrskov Bibliotekerne i en pressemeddelelse.

Begge tirsdage fra klokken 10 til 11 inviteres til fællessang, henvendt til seniorer, der har lyst til at synge nogle af de gamle sange, som de husker fra deres ungdom og barndom. Sange, der gennem årene er gledet ud af højskolesangbogen - eller aldrig har været ”værdige” nok til at komme ind i den, for eksempel viser fra film, revy og wienermusik.

Samme tirsdage fra klokken 11 til 12 instruerer Claus Jørgensen i nemme kredsdanse fra forskellige lande til autentisk musik, afspillet i et seniorvenligt tempo. Dansene er overvejende baseret på gangtrin, mens sværere trin/figurer reduceres efter deltagernes behov. Man behøver ikke komme parvis eller at have danset tidligere.

Man er velkommen til at deltage i enten fællessang, folkedans eller begge to. Det er gratis og uden tilmelding.