Fortsæt til indhold

Streger tegner mennesker, natur og klimakrise

Kultur og byliv

Henrik Wilde Langballe udstiller i september og oktober blyantstegninger med temaet ’Mennesker, natur og klimakrise’. Det er første gang i Nørhald Kunstforenings historie med en udstilling, der udelukkende har blyantstegninger på væggen, skriver kunstforeningen i en pressemeddelelse.

Der er tegninger i store formater, mellem og små formater. Der vises tegninger med relation til klimaforandringer og menneskets forhold til naturen, men også nogle fra tidligere kirkeudstillinger.

I montrerne præsenteres desuden både skulpturer i granit, glas og marmor samt relieffer, akvareller og gouache-billeder.

Henrik Wilde Langballe har en lang karriere bag sig som billedkunstner, og har blandt andet lavet flere permanente udsmykninger i kirker og i det offentlige rum, lige som han i mange år har engageret sig i den lokale kunstscene.

I begyndelsen af efteråret er Nørhald Kunstforening glade for at kunne slå dørene op til sæsonens første udstilling med Henriks flotte og detaljerede tegninger i foyeren på Mellerup Efterskole, der kan opleves til og med 10. oktober.