Finurlig trubadur underholder på Tante Olga
Den moderne mands længsler, lyster og kvaler bliver hudflettet med et glimt i øjet af den finurlige trubadur Tobias Trier, når han 28. september besøger Tante Olga. Det skriver spillestedet i en pressemeddelelse.
Tobias Trier fylder meget på en scene, selvom han kun er 1,79 meter høj og vejer 69 kg. En spinkel mand med mange ord og iørefaldende melodier, som elsker at underholde publikum.
Første gang han for alvor stod på scenen, var han kun 13 år. Det var til Leif Sylvesters bryllup i Cirkus Himmelblås telt. Og han var der, fordi han er søn af Røde Mor-musikeren Troels Trier.
Siden har han taget et markant skridt ud af faderens skygge og etableret sig som selvstændig anerkendt trubadur og entertainer.
Han lover, at en koncert med ham altid er en intens og morsom musikalsk oplevelse.
»Mit motto er, at musik skal være fysisk. Musik skal få folk til at græde, grine eller danse. Sådan er mine koncerter, de bringer publikum gennem hele følelsesregistret.«
Billetter kan købes på tanteolga.dk.