Fortsæt til indhold

Tag med på eventyr med Johan og det magiske kompas

Norddjurs Biblioteker inviterer til en særlig familiedag på Kyst- og Fjordcentret, hvor litteratur og natur mødes med leg og kreativitet.

Kultur og byliv
sra

”Johan og det magiske kompas” er en fortælling, hvor naturen og stederne, man kommer forbi, er en integreret del af historien.

Søndag 6. oktober kan børn og voksne følge eventyret, når Norddjurs Biblioteker inviterer til et særligt familiearrangement på Kyst- og Fjordcentret nær Ørsted.

Biblioteket vil iscenesætte ruten, så der er særlige oplevelser undervejs,. og derudover byder dagen på en række spændende aktiviteter og workshops.

Alle får mulighed for at lave deres eget, magiske kompas, og man kan også låne waders, så man kan gå ud i fjorden og udforske dyrelivet.

Der vil også være bål og mulighed for at bage en pandekage eller riste en skumfidus, som de også gør det i historien.

»Vi er glade for at kunne fortsætte dette eventyr for børnefamilier og invitere dem til en dag, hvor de kan lege, være kreative og opleve magien hvor litteratur og natur forenes. Vi ser frem til at give endnu flere børn og voksne en uforglemmelig dag,« siger Maria Brandt-Madsen, børnebibliotekar ved Norddjurs Biblioteker.

Børn på natureventyr

Ruten er allerede blevet afprøvet. I dagene 9. til 11. september deltog cirka 450 børn fra Søren Kannes Skole afd. Vestre, Min Friskole i Ørum, Aalingåbroskolen og Auning Skole, da Norddjurs Biblioteker inviterede til eventyrarrangement.

Klasserne blev sendt ud på en interaktiv rejse gennem skoven og ned til havnen, og Norddjurs Biblioteker havde gjort ekstra meget ud af at iscenesætte ruten, så historien blev endnu nemmere at leve sig ind i.

Som en del af arrangementet var der også en række kreative wokrshops, hvor børnene kunne lave kompasser, skabe flaskeposter og bruge naturens materialer til at kreere armbånd og kunstværker.

Børnene kunne også lære den sejrsdans, som Johan danser i historien, og en anden workshop tilbød lærerig udforskning af fjordens dyreliv. Og så kunne de sultne eventyrere mæske sig i bålpandekager.

Arrangementet 6. oktober er gratis og åbent for alle.