Vild weekend i vente: »Imponeret over, at Djursland er så rig«
I weekenden åbner 42 udøvende kunstnere over hele Djursland deres værksteder og atelierer for besøgende.
Intet mindre end 42 udøvende kunstnere på Djursland åbner dørene for deres atelierer og værksteder for besøgende i forbindelse med KunstSpor 2024, der foregår i weekenden 5.-6. oktober.
Som besøgende får man en sjælden mulighed for at møde kunstnerne personligt og få et indblik i de tanker og følelser, der ligger til grund for deres værker.
Det skriver KunstSpor.
Som optakt til weekenden kan man opleve to fællesudstillinger i Pavillonen i Grenaa og i Tinghuset i Ebeltoft. Her kan man se et værk af hver deltagende kunstner og på den måde danne sig et forhåndsindtryk af de kunstnere, der inviterer indenfor i weekenden.
»I Syddjurs er vi beriget med et mangfoldigt og aktivt kunstmiljø. Her er flere kunstforeninger, sammenslutninger og steder, hvor mange forskellige genrer kan opleves. Udøvende kunstnere, som inviterer publikum helt tæt på, gør kunsten nærværende, levende og vedkommende for alle,« udtaler formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Syddjurs Kommune, Heine Skovbak Iversen, og tilføjer:
»Det er Kunstspor et flot eksempel på, og jeg er sikker på, at årets udstillinger og arrangementer vil åbne kunstens verden for endnu flere.«
KunstSpor er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor kunstnere på Djursland i samarbejde med Norddjurs Kommune og Syddjurs Kommune viser det rige kunstnermiljø, der findes på Djursland.
»Jeg er utrolig imponeret over, at Djursland er så rig på udøvende kunstnere, der hvert år åbner op for deres værksteder. Samtidig er jeg taknemmelig for styregruppen for KunstSpors store frivillige arbejde med at koordinere begivenheden. Jeg håber virkelig, at så mange som muligt vil fylde bilerne op, hoppe på cyklen eller spænde vandrestøvlerne og møde kunsten, hvor den skabes på Djursland,« siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune, Allan Gjersbøl Jørgensen.
Hvis man skal skabe sig et overblik over, hvilke kunstnere der åbner deres værksteder, er der mulighed for at hente den blå KunstSpor-folder. Den ligger på kommunernes biblioteker samt i mange butikker i Norddjurs og Syddjurs.
Man kan også hente både folder og plakat digitalt på www.kunstspor.dk
KunstSpor har eksisteret siden 2009, og hvert år har rigtig mange besøgende fundet vej til kunstnerne. Det håber kunstnerne også sker i år.
KunstSpor finder sted samme weekend som det regionale søsterprojekt ’Spor Kunsten’, der dækker hele Østjylland. Her deltager en del kunstnere fra Djursland også.
Besøg værkstederne og ateliererne 5.-6. oktober klokken 10-17.