Fortsæt til indhold

»Jeg keeeder mig«: Næ, ikke med de her ti børne-hits i efterårsferien

Som børnefamilie er der masser af muligheder for at holde en sjov efterårsferie i Favrskov. Her får du ti bud på sjove aktiviteter for børn i alle aldre. Meget er gratis, andet koster lidt.

Kultur og byliv

Æblemost og fuglekasser

Haveselskabet Favrskov inviterer igen i år til æbledage i samarbejde med Naturvejlederne i Favrskov og Favrskov Bibliotekerne.

Man kan få presset en affaldssæk rengjorte æbler til most. Man kan også bygge kasser til fugle og flagermus og insekthoteller til haven. Og man kan høre mere om bier og smage honning og pollen. I Kulturhuset InSide i Hammel er der desuden en kreativ æble-workshop.

Det er gratis at deltage.

Tid/Sted: 12. oktober i Kulturhuset InSide. 15. oktober i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus. 19. oktober på Ulstrup Bibliotek. Klokken 10-13.

Sport og spas i Søften

Skyd efterårsferien i gang med hoppeborge, rodeotyr, rutsjebane, forhindringsbaner, fodbold, basket og badminton i Søften Kultur- og Idrætscenter.

Det koster 80 kroner per dag for børn og 30 kroner for voksne.

Tid: 12. og 13. oktober klokken 10-16.

Sted: Kvottrupvej 9, Søften

Robot-workshop

Hvis man nu alligevel bruger de første par dage af efterårsferien på at rydde lidt op i gemmerne og finder elektronik, som skal smides ud, så kan man jo kombinere det med en tur på Hammel Genbrugsplads. Her er der nemlig ’International E-Waste dag’.

Fokus er altså på elektronikaffald og genbrug, hvilket måske ikke er så sjovt for børnene. Det er tilgengæld den gratis robot-workshop, som ungerne kan deltage i.

Det er firmaet Maker Inspiration, som står klar til at bygge små, nemme og sjove robotter, der kan hoppe og danse, kæmpe og smadre eller lave robotkunstværker helt af sig selv.

Tid: 14. oktober klokken 12-15

Sted: Italiensvej 1 i Hammel

Kæmpe hoppeland

Ulstruphallernes tre haller bliver fyldt med alverdens hoppeborge. Der er kæmpe rutsjebane, babyhjørne, tarzan-bane, fodbold, rodeotyr og bungee-run.

Det koster 50 kroner for børn at deltage, mens voksne har gratis entré.

Tid: 14. og 15. oktober klokken 11-20.

Sted: Nattergalevej 10 i Ulstrup

På Hinnerup og Hadstens biblioteker kan man bygge sit helt eget monster eller edderkop. Pressefoto

Byg dit eget monster

På Hinnerup og Hadstens biblioteker kan man deltage i en gratis genbrugsworkshop, hvor der er uhyggelige edderkopper og kryb på programmet. Med limpistoler, genbrugsmaterialer, skrot og dimsedutter bygger man sit helt eget monster eller edderkop. Kreativisten Mads Nielsen sidder klar med gode råd, ideer og materialer.

Fra tre år og opefter – børn under otte år skal følges med en voksen.

Tid/sted: 14. oktober på Skovvej 18 i Hinnerup. 15. oktober på Evald Tangs Alle 45 i Hadsten. Klokken 13-16.

Byg et uhyggeligt landskab

Hop en tur ind i modeltogets verden hos Modeljernbane Europa i Hadsten. Her kan store og små se de store, detaljerede togbaner, men også deltage i en halloween-workshop, hvor man bygger et uhyggeligt, lille landskab.

Modellen, man bygger, består af et uhyggeligt hus og skræmmende detaljer som spøgelser, flagermus, græskar med mere. Man får sit værk med hjem. Modelbanens landskabsbyggere står klar med hjælp og vejledning.

Det koster 105 kroner for voksne og 60 kroner for børn at komme ind – workshoppen koster ikke ekstra.

Tid: 14., 16. og 18. oktober klokken 11-15

Sted: Østergade 9 i Hadsten

Haller fyldt med legeland

Hammel GF holder sædvanen tro et kæmpe legeland i efterårsferien i Hammel Idrætscenter. Både Arenaen og Hal 2 vil være fyldt med masser af aktiviteter for hele familien.

Oplev blandt andet hoppeborge, rutsjebaner, racerbane, gladiatorkamp, badminton, bordtennis, bordfodbold og meget andet.

Det koster 75 kroner per dag for børn og 120 kroner for begge dage. Voksne giver 45 kroner for én dag og 70 kroner for begge.

Tid: 16. og 17. oktober klokken 10-16

Sted: Thorsvej 4 i Hammel

En kreativ rum-mission

På Hammel Bibliotek kan man, udstyret med saks og limpistol, bygge sit eget rumudstyr af pap. Dertil tilsættes enkle elektronik-komponenter. Det er helt gratis.

Det er firmaet Maker Inspiration, som står klar til en rum-mission.

Tid: 16. oktober klokken 10-13

Sted: Dalvej 1 i Hammel

Se og tegn en snegl i Hinnerup. Pressefoto

Snegle-croquis for børn

På Hinnerup Bibliotek kan børn gratis deltage i noget så mærkværdigt som snegle-croquis.

Biblioteket får besøg af biblioteksformidler og naturvejleder Marianne Mikkelsen, som tager sine store congosnegle med. Sneglene bliver nærstuderet, før de stiller op som modeller for de deltagende tegnere.

Uanset om man er vant til at tegne, er man velkommen.

Børn under 10 år skal følges med en voksen.

Tid: 17 oktober klokken 15-16

Sted: Skovvej 18 i Hinnerup

Tumlerier for de mindste

I Dansesalen i Kulturhuset Inside i Hammel slår det efterhånden traditionsrige Tumleland dørene op hele efterårsferien.

Der er bløde måtter, alverdens balance-legetøj, rullebræt og store puder i forskellige former, som man eksempelvis kan bygge huler af.

Tid: 12. til 20. oktober klokken 7-22

Sted: Dalvej 1 i Hammel