Fortsæt til indhold

Borgmester og rådmand peger på hinanden i sag om dumpet stadionkontrakt

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard vil ikke kommentere på, at Ankestyrelsen har afvist en lejekontrakt mellem kommunen og AGF. Han henviser til rådmanden på området, som henviser tilbage igen.

Kultur og byliv
citathistorie af Idrætsmonitor

Borgmesteren i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S), vil ikke give en kommentar med på vejen til den lejekontrakt, som Ankestyrelsen mandag gav dumpekarakter.

Kontrakten indeholder en lejeaftale mellem kommunen og AGF om, at fodboldklubben skal betale 7,3 millioner kroner årligt i 30 år for at anvende et kommende stadion i Kongelunden.

Ankestyrelsen valgte ikke at godkende kontrakten, da lejen muligvis er sat for billigt i forhold til markedsprisen.

Borgmesterens pressemedarbejder skriver til mediet Idrætsmonitor, at det ikke er muligt at få en kommentar fra borgmesteren om hans syn på sagen. Det er selvom, at borgmesteren er formand for den politiske styregruppe bag stadionprojektet i Aarhus.

»Kongelunden og det nye stadion sorterer under Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice, så det er rådmanden derfra, du skal have fat i for en politisk kommentar,« skriver borgmesterens pressemedarbejder.

Idrætsmonitor har over mail rakt ud til Rabih Azad-Ahmad (R), der er rådmand for Kultur og Borgerservice, men han henviser omvendt til, at det er borgmesteren, der skal svare på spørgsmål vedrørende kontrakten.

»Det er borgmesterens afdeling med stadsdirektøren i spidsen, der varetager kontraktforhandlingerne med AGF,« skriver Rabih Azad-Ahmad.

Kultur og Borgerservice modtog ansvaret for stadionprojektet den 1. august i år. Indtil da har ansvaret været under borgmesterens afdeling, hvorfor det også er borgmesterens afdeling, der i sin tid udformede den lejekontrakt, som blev sendt til Ankestyrelsen i januar 2023 og nu har fået dumpekarakter.

Rådmanden for Kultur og Borgerservice i Aarhus skriver, at deres afdeling nu har sat nogle nye og i deres optik »de bedste« advokater til at behandle sagens videre forløb.

»Jeg er helt sikker på, at der kommer styr på det,« skriver Rabih Azad-Ahmad.