Fortsæt til indhold

Dansetilbud: Her kan selv siddende være med

Dans kan gøre dig stærkere og forbedre mobiliteten og balancen, og så er det sjovt.

Kultur og byliv
sra

Ældre Sagen i Hammel afholder med støtte fra Favrskov Kommunes bevægelsespulje tre sessioner med Bevægelse til musik/Sansedans, skriver Ældre Sagen i en pressemeddelelse.

Aktiviteten henvender sig til personer, der ikke rører sig ret meget i hverdagen, og man kan godt danse siddende på en stol.

Instruktøren er Britt Kirk, der er distriktskoordinator for motion i Ældre Sagens distrikt 3.

»Sanserne sørger for, at vi får og bearbejder indtryk fra omverdenen. Når musikken går ind i hjernen, aktiveres det meste af denne. Høresansen, den motoriske sans, emotionerne, når vi føler musik, og det måske allervigtigste hjernens plasticiteter, det, at hjernen kan ændres gennem træning,« siger hun og fortsætter:

»Det viser sig, at ældre, der danser, opøver glemte evner til at bevæge kroppen i forskellige retninger. Man bliver fysisk stærkere af at danse, forbedrer mobilitet og balance. Dansen er også sjovere end almindelig træning; det at bevæge sig efter musik, styrker bevægelse, rytme og hastighed.

Udefra vil det ligne almindelig dansetræning, hvor man bare lærer trin, men jeg lægger til, at der faktisk er en videnskabelig tilgang. Trin-kombinationerne er udvalgt til at træne bestemte bevægelser og dermed styrke muskler, knogler- og hjerne.«

Ældre Sagen i Hammel håber på at kunne videreføre aktiviteten, men mangler en instruktør. Derfor hører Ellen Clausen meget gerne fra personer, der kunne være interesseret i dette, eventuelt med deltagelse i kursus for at komme i gang.

Det foregår over tre torsdage fra kl. 13.30 til 14.30, startende 24. oktober i Dansesalen i InSide.

Kommunen tilbyder transport i begrænset omfang. Henvendelse til aktivitetsansvarlige, Ellen Clausen på telefon 21 64 99 57.