Ægtepar udsmykker vægge og montrer i cafeteria
Efterårets kunstudstilling i Ulstrup Hallen er på plads.
De kommende to måneder vil vægge og montrer i Ulstrup Hallens cafeteria være fyldt med kunst fra ægteparret Karna og Karl Erik Vestergaard fra Bjerringbro. Det fortæller Ulstrup Hallen i en pressemeddelelse.
Karna Vestergaard kommer med farverige og spændende billeder. Hun har arbejdet med billedkunst i 25 år.
»Jeg synes, at det er spændende at give udtryk igennem billedkunst. Kunsten kan ofte formulere det, som man ikke kan sige med almindelige ord. Inden man kan give udtryk, må der være indtryk. Inspiration er for mig næsten udefinerbart. Det er at blive bevæget af noget, der fører tankerne hen i en tilstand, hvor man får lyst til at skabe.
Inspiration kan være oplevelser, genstande, lyde eller billeder, der fanger én i kraft af et særligt udtryk. Men det er vigtigt for mig, at lade inspirationen få indflydelse gennem en personlig fortolkning. Jeg har været på inspirationskurser til Tyrkiet, Mallorca, Sydfrankrig, Paris, Amsterdam og Bergamo.
Jeg har haft en del separatudstillinger og har deltaget i Åbne Atelierdøre siden 2004. Desuden har jeg fem gange fået antaget malerier til den censurerede Bjerringbroudstillingen,« fortæller Karna Vestergaard om sin kunst.
Karl Erik Vestergaard er selvlært trædrejer og har arbejdet med træ i fire år. Træet finder han blandt andet i skoven, og gamle frugttræer er meget velegnede til at lavede drejede træting i.
Udstillingen kan ses i hallens åbningstid.