Fortsæt til indhold

Den Gamle By varsler fyringsrunde

Det aarhusianske frilandsmuseum skal afskedige 20 medarbejdere, oplyser museumsdirektør Julie Rokkjær Birch.

Kultur og byliv

Selv om Den Gamle By forventer at nå op imod 550.000 besøgende ved årets udgang og dermed kan fastholde sin position som det bedst besøgte kulturhistoriske museum i Danmark, så ser det aarhusianske frilandsmuseum sig alligevel nødsaget til at foretage en organisatorisk tilpasning.

Helt konkret betyder det, at 20 ud af museets 202 fastansatte medarbejdere skal afskediges, oplyser Den Gamle By.

Årsagen ligger i, at museets nuværende organisation har været baseret på, at der skal bygges og opføres nye kvarterer og huse, hvilket ikke er tilfældet de kommende år.

»Vi har også lige bygget en ny hovedindgang. Det har været opgaver, som har givet større projektindtægter, end vi har fra næste år, og derfor skal vores lønomkostninger tilpasses,« lyder det fra direktør Julie Rokkjær Birch.

Hun uddyber, at opgaverne de kommende år bliver af en anden karakter, hvilket betyder, at der ikke det samme økonomiske grundlag for at have så mange fastansatte medarbejdere tilknyttet som tidligere:

»Omstillingen betyder ikke, at vi ikke skal lave projekter, det bliver bare en anden type projekter. Vi skal arbejde med en masse andet end byggeri de næste år, hvor vi i stedet skal arbejde med at aktivere de flotte rammer, vi har. Det er den omstilling, vi har været nødt til at tage vare på, og jeg tager ansvaret for nu,« fortæller Julie Rokkjær Birch, som tiltrådte som direktør i Den Gamle By, da museets mangeårige direktør Thomas Bloch Ravn gik på pension 1. april i år.

De 20 afskedigelser fordeler sig bredt i hele Den Gamle By, og den organisatoriske tilpasning kommer ikke til at påvirke opførelsen af to nye bygninger i 1927-kvarteret, som er finansieret af en privat, øremærket donation på 100 mio. kr., der tikkede ind tidligere på året.