Fortsæt til indhold

Jagtforening er med til at fejre Hubertus i efterårspyntet kirke

Hubertus er jægernes skytshelgen og bliver fejret med en særlig messe i Haldum.

Kultur og byliv
sra

30. oktober er der Hubertus-messe i Haldum Kirke, skriver Kirken i Hinnerup i en pressemeddelelse.

En Hubertus-messe er opkaldt efter jægernes skytshelgen, Hubertus. Ifølge legenden var Hubertus en frankisk ridder og adelsmand, der levede fra 655 til 727. I sin tjeneste for forskellige fyrster var han en lidenskabelig jæger. Han levede som naturens muntre søn, han levede jægerens frie liv.

Legenden fortæller, at han en langfredag kom på skudhold af en kronhjort med det prægtigste gevir, men da han er klar til at skyde kronhjorten, så ser han Kristus hænge på et lysende kors mellem hjortens takker. Det bliver han så lamslået over, at han knæler ned i bøn til Gud og lover Gud, at han fra nu af kun vil tjene Gud alene.

Kort tid efter bliver han præsteviet og bliver i 722 indsat som biskop i Liége, og indtil sin død missionerede han nu med samme ildhu, som han tidligere havde viet jagten. 16 år efter sin død blev han helgenkåret i den katolske kirke.

Til Hubertus-messe i Haldum Kirke vil kirken være pyntet med efterårsgrønt fra naturen og blæsere fra Jagthornsgruppen fra Hinnerup og Omegns Jagtforening vil medvirke i gudstjenesten og spille deres traditionelle jagtfanfarer som en del af gudstjenesten.