Kunst, der sprudler af farver og kreativitet, indtager Hammel
8. november er der fernisering på en udstilling med kunstneren Carl Krull.
Fra 8. november kan du opleve en ny kunstudstilling i galleriet i InSide. Hammel Kunstforening har inviteret kunstneren Carl Krull, og Favrskov Kunstudvalg har støttet udstillingen, som byder på farvefulde malerier, blyantstegninger og mindre skulpturer. Det fortæller Hammel Kunstforening i en pressemeddelelse.
Carl Krull er en dansk kunstner, der sprudler af farver og kreativitet. Hans malerier er fyldt med energi og legende former, der fanger øjet og vækker nysgerrighed. Med en unik evne til at blande farver og teknikker inviterer han beskueren til at dykke ned i en verden af visuel fantasi. Carl Krull har gjort sig bemærket både i Danmark og internationalt, og hans kunst er et festfyrværkeri af modernitet og inspiration.
Carl Krull er uddannet fra kunstakademier i Polen og Mexico. I 10 år arbejdede han udelukkende i sort og hvid, men efter at være flyttet ud af byen og mod havet, har han kastet sin malekærlighed på farverne i et helt nyt og fabulerende udtryk.
Der er fernisering på udstillingen 8. november klokken 17. Herefter kan den ses frem til 7. januar 2025.