Fortsæt til indhold

»De døde lykkeligt til deres dages ende«

Oplev en rørende teaterforestilling om døden i Mygind Forsamlingshus den 31. oktober 2024.

Kultur og byliv

Den 31. oktober 2024 bliver Mygind Forsamlingshus omdannet til en arena for en modig og provokerende forestilling, der tager livtag med et af livets største tabuer: døden.

Teatergruppen NordenFra præsenterer en forestilling, der ikke blot underholder, men også udfordrer vores opfattelse af livets sidste fase.

Forestillingen udsprang af tabet af kollegaen Gitte Kielberg i 2021.

Gruppen stod tilbage med spørgsmål som »Hvad nu med os, og hvem bliver den næste?«

Gennem deres kunstneriske samarbejde har de bearbejdet de tanker, sorger og dilemmaer, der opstår, når man konfronteres med døden.

Livets sidste fase

Med et citat fra en plejehjemsbeboer, der ønskede at dø sammen med sine venner, sætter forestillingen fokus på ældres livsbyrde. Forestillingen stiller provokerende spørgsmål som: »Skal vi holdes i live, koste hvad det vil? Skal vi leve så længe, at vi sidder/ligger ganske alene, måske i mange år, og bare venter på at følge efter dem, der kendte os?«

Forestillingen starter med et opsigtsvækkende musikalsk begravelsesoptog, hvor publikum deltager som begravelsesgæster.

Herefter fortsætter den i forsamlingshuset, hvor gravøllet transformeres til en forestilling.

Med fire performere og fire musikere tager NordenFra livtag med emner som aktiv dødshjælp, værdighed i livets sidste fase og kulturelle begravelsesceremonier.

Forestillingen har et særligt lokalt islæt, da Marie Louise Maagaard, en af danserne i forestillingen, er bosat i Mygind.

Forestillingen spiller klokken 19.30 i Mygind Forsamlingshus.