Fortsæt til indhold

Biograftips fra en filmelsker: 6 fede filmoplevelser du kan nyde i november

Dorte Mørkbak har igen taget et kig på de film, du kan opleve på det store lærred i den kommende måned. Her er hendes bud på 6 gode film, du kan opleve i biografen i november.

Kultur og byliv
Dorte MørkbakFilmelsker

De lydløse

’De lydløse’ er slang for kontanter i kriminelle kredse. Denne danske film er inspireret af virkelige hændelser og baserer sig på Danmarkshistoriens største røveri, der under finanskrisen i 2008 begås af 25 mænd mod Dansk Værdihåndtering. Røverne slipper afsted med 70 millioner kroner, hvoraf kun nogle af pengene siden er blevet fundet.

’De Lydløse’ handler om at ville lykkes med det umulige – koste hvad det vil. Som publikum er du placeret midt i kaosset og får et indblik i, hvordan man jagter det umulige i et sprængfarligt samfund, de færreste kender til. Det er farligt, utilregneligt, voldeligt og ukontrollerbart. Men der er samtidig noget sårbart og fængslende ved disse skæbner, og fortællingen om røveriet mod Dansk Værdihåndtering rummer et stort menneskeligt drama.

Instruktør er Frederik Louis Hviid, manuskriptforfatter er Anders August. I hovedrollen som Kasper, én af røveriets primære bagmænd, ses Gustav Giese.

Kneecap

’Kneecap’ er et komedie-drama, der skildrer fremkomsten af den Belfast-baserede hiphop-trio, Kneecap. I filmen, som kaldes en fiktionaliseret biopic, spiller bandmedlemmerne sig selv, flankeret af kendte irske skuespillere i biroller. Hiphop-trioen rapper på deres modersmål irsk og har opbygget en berømmelse for sig selv, som ikke er set i irsk musik i mange, mange år. Samtidig er de hurtigt blevet frontfigurer for en borgerrettighedsbevægelse for at redde deres modersmål. Ved at fusionere irsk med engelsk, satire med socialt bevidste tekster og virkelighed med absurditet, kommer deres stemme skrigende fra de alt for ofte fattige områder i Nordirland og taler på et sprog, der alt for ofte ignoreres, og det giver passende elektrificerende stof.

Denne meget originale og morsomme film handler om frigørelse, om et indfødt sprog og om de mennesker, der taler det. Som personen Caitlin udtrykker det: Et land uden et sprog er kun en halv nation.

Blitz

Rita, hendes klaverspillende far Gerald og hendes 9-årige søn George bor i et arbejderkvarter under London-blitzkrig i 1940-41. Af frygt for sin søns sikkerhed sender Rita ham ud på landet, men George, der allerede er træt af mobbere i toget og har hjemve, hopper af toget og begynder en rystende rejse hjem. I mellemtiden holder Rita stand mod kravene fra fabriksarbejde og arbejder frivilligt på et krisecenter for sine fordrevne naboer. Da nyheden om hendes søns forsvinden når hende, kastes hun ud i kaos.

Filmen er en fortælling om en dreng med to racer, der bliver adskilt fra sin hvide, enlige mor og byder på stærke skuespilpræstationer. Den er blandt de mest ublodige skildringer af Anden Verdenskrig i nyere tid, på trods af dens tordnende lyde, enorme kulisser og talrige scener med indtrængende fare. I stedet er der en overraskende vemodighed over ’Blitz’, især i scener set gennem Georges øjne. Filmen er skrevet og instrueret af Sir Steve McQueen. Rita spilles af Oscar- og BAFTA-nominerede Saoirse Ronan.

The Room next Door

Den spanske instruktør Pedro Almodóvar har med denne film vundet Guldløven i Venedig for sit første engelsksprogede drama.

Filmen handler om forfatteren Ingrid, der følger sin gamle, kræftsyge veninde Martha på livets sidste rejse. De to gamle venner, der knyttede bånd i New York i 1980’erne, har været ude af kontakt i lang tid. De finder sammen igen, da Ingrid finder ud af, at Martha er i behandling for kræft, og deres genopblussede venskab bevæger sig ind i kompliceret territorium. Særligt da Martha beslutter at afslutte sit liv på egne præmisser. Det er en rørende fortælling om at bevare værdigheden til det sidste, der umiskendeligt taler for at give terminalpatienter et alternativ til et skrantende liv i tiltagende smerte.

Filmen har Julianne Moore og Tilda Swinton i hovedrollerne samt danske Alex Høgh Andersen i en mindre rolle.

Gladiator 2

’Gladiator 1’ fortalte historien om den tidligere romerske general, Maximus, som blev gladiator for at hævne sig over den korrupte kejser, men blev dræbt af kejserens søn, Commudus. Historien i ’Gladiator 2’ fokuserer på Lucius, søn af Lucilla, Commudus’ søster.

Lucius så som barn Maximus blive dræbt. Mange år senere bliver Lucius’ hjemby erobret af Roms tyranniske kejsere, som leder byen med en jernnæve. Lucius bliver solgt som slave og trænet som gladiator for at kæmpe i Colosseum. Men forinden har Lucilla fortalt Lucius sandheden om, hvem der er hans far: Tag din fars styrke. Hans navn var Maximus. Og jeg ser ham i dig. Med imperiets fremtid på spil må Lucius nu konfrontere sin fortid og finde styrken og æren til at bringe Roms storhed tilbage dets folk.

Instruktør er selvfølgelig igen Ridley Scott. Lucius spilles af Paul Mescal, mens Lucilla igen spilles af danske Connie Nielsen.

Heretic

Engelske Hugh Grant har altid været en alsidig skuespiller, men huskes nok mest for de romantiske komedier, som vi alle har set og genset med stor fornøjelse. I de senere år har han dog flere gange spillet djævelsk charmerende skurke. Og i denne amerikanske gyser/thriller omfavner Hugh Grant fuldt ud sin mørke side som Mr. Reed.

I filmen får Mr. Reed besøg af et par unge kvindelige mormonmissionærer og fanger dem i sit hus og tester deres tro på rystende måder, men stormen raser udenfor. De to kvinder bevæger sig gennem forskellige rum i Mr. Reeds hus, diskuterer religiøs overbevisning og troens oprindelse. Samtidig forsøger de at finde ud af, hvad præcis dette spil egentlig kan handle om. Uhyggeligt!

Instruktørduoen Scott Beck og Bryan Woods, mest kendt som manuskriptforfattere af ’A Quiet Place’ med meget lidt dialog, har med denne film lavet en thriller, der handler om dialog, spændingen mellem karaktererne og de skænderier der opstår, når deres liv måske er på spil.

Kilder: Soundvenue, filmmagasinet EKKO, IMDB, Rotten tomatoes, Filmpuls