Gnags-teaterkoncert kommer til Aarhus i 2026
Til næste år præsenterer Østre Gasværk Gnags-teaterkoncert, der rammer Aarhus i 2026.
Med Shu-bi-dua The Musical og musicalen Seebach har teaterchef på Østre Gasværk Teater, Søren Møller, tidligere stået i spidsen for populære forestillinger, der tager den danske sangskat under både kærlig og kunstnerisk behandling.
Nu er turen kommet til Aarhus-bandet Gnags, og teaterkoncerterne er blevet døbt ”De vilde kaniner” og udspringer af Gnags’ store katalog af klassikere som ”Mr. Swing King”, ”Danmark”, ”Slingrer ned ad Vestergade”, ”Den dejligste morgen” og ”Når jeg bliver gammel”.
»Jeg er superstolt og beæret over, at jeg nu for tredje gang i mit liv får lov til at løfte dansk musikhistorie ind på teaterscenen. Der er lagt i kakkelovnen til en sprudlende, gakket, rørende, vild og farvestrålende forestilling. Vi glæder os til at fyre en ny, stor teaterkoncert af på Østre Gasværk Teater og til – sammen med resten af Danmark – at råbe ’længe leve mangfoldigheden’!,« siger Søren Møller i en pressemeddelelse.
Forestillingen får premiere i 2025 på Østre Gasværk Teater, og fra 7. januar 2026 spiller den i Musikhuset Aarhus.
»Det centrale tema for forestillingen er fællesskabet. Alle vil gerne høre til i fællesskabet, men det er ikke altid lige nemt – for indeni os alle sammen bor der en vild kanin, som har det svært med at passe ind i de kasser, som fællesskabet ofte beder os om at finde os tilpasse i,« forklarer Søren Møller og fortsætter:
»Ofte har vi lyst til bare at slippe den vilde kanin løs – men det tillader vores omgivelser sjældent. For selv de frieste fællesskaber har deres begrænsninger, og det er blandt andet denne dikotomi, som forestillingen vil udforske.«
Velsignet af Peter A.G.
Søren Møller er den oprindelige idémand bag forestillingen. Han genkendte de aktuelle tematikker og den tidløse relevans i Gnags’ musik, og det var også ham, der henvendte sig til Peter A.G. Han fik hurtigt Gnags-sangerens velsignelse til at kaste sig ud i det projektet.
Peter A.G. er ikke formelt en del af forestillingens kreative hold, men han har været involveret i de tidligere udviklingsstadier, hvor han har åbnet for sine egne tanker om Aarhus-bandets univers og de sange, der vil indgå i forestillingen.
»Man vil altid gerne sætte sit spor kulturelt, og mit håb er, at forestillingen vil hjælpe musikken til at leve videre hos nye generationer. Forhåbentlig vil den også vil leve videre inde i hovedet på dem, der i forvejen kender sangene, fordi de kommer til at opleve dem i ny tid tilsat nogle nye virkemidler,« forklarer Peter A.G og tilføjer:
»Jeg er helt overbevist om, at det fællesskab, vi også synger så meget om i Gnags, er noget, som fremtiden kommer til at savne. Så forestillingen rummer en god relevans i forhold til tiden, vi lever i, for tiden skriger på fællesskab. Man kan ikke leve uden fællesskab. Uden at blive set af hinanden. Uden at grine sammen. Du er på røven, hvis du tror, du bare kan klare dig selv, for det kan du ikke.«
Peter A.G. grundlagde Gnags i 1966, og i de 58 år, som han har tilbragt på en scene, har han lært noget om værdien af fællesskabet, sådan som det udtrykkes i musikalsk form:
»Når vi synger sammen, kan det godt være, at nogen synger falsk eller uden for rytmen. Men forløsningen ligger i, at vi er fælles om det. Det lyder altid pissegodt, når vi synger sammen – for vi udligner hinanden. Den form for fællesskab, tror jeg, at forestillingen kan være med til at holde liv i.«