Fortsæt til indhold

Dyk ned i lokalhistorien til åbent hus på arkiverne

Tre lokalarkiver holder åbent hus i forbindelse med den landsdækkende begivenhed Arkivernes dag.

Kultur og byliv
sra

Kort, dokumenter, billeder og genstande. Lokalarkiverne er fyldt med arkivalier, der fortæller den lokale historie, og det kan du dykke ned i, når der er Arkivernes dag 9. november.

Arkivernes dag er en landsdækkende begivenhed, der hvert år markeres af de danske lokalarkiver. I Syddjurs Kommune deltager tre ud af de syv lokalarkiver, skriver kommunen i en pressemeddelelse. Det er Ebeltoft Byhistoriske Arkiv, der samtidigt fejrer 80-års fødselsdag; Midtdjurs Lokalarkiv i Kolind og Rønde Egnsarkiv i Feldballe.

På Ebeltoft Byhistoriske Arkiv vi der være en lille udstilling med helt specielle billeder og dokumenter, som er kommet ind i arkivets samling gennem de sidste 80 år. Arkivets medarbejdere vil stå klar til at besvare spørgsmål om byen, dens personer og om arkivet selv, og er du morgenfrisk vil du også kunne få fødselsdagskage, kaffe og te.

En af Ryomgårds pionerer var købmand A. C. Andersen, der var købmand i blandt andet Kolindbro og Ryomgård. Han nedskrev som pensionist sine erindringer, som Midtdjurs Lokalarkiv er kommet i besiddelse af. Til Arkivernes dag vil arkivet fortælle og vise billeder om ham. Du er også velkommen til at medbringe egne gamle fotos og erindringer, som du vil forære arkivet eller blot tale med de frivillige om.

Rønde Lokalarkiv i Feldballe rummer også en guldgrube af materiale, som kan findes i lokaler i Feldballe Præstegård, hvor de frivillige går på opdagelse i lokalhistorien. I stigende grad digitaliseres materialet, så det bliver nemmere tilgængeligt for alle.

Arkivernes frivillige har en masse gode og interessante historier at fortælle, både om lokalhistorien og om den måde, de arbejder i arkivet på, så læg vejen forbi 9. november.