Forsker fortæller om havmiljø og udledning af kvælstof
Der er foredrag med en forsker i havmiljø, når Danmarks Naturfredningsforening Favrskov holder årsmøde.
Tirsdag 26. november holder Danmark Naturfredningsforening Favrskov årsmøde, hvor alle er velkomne. Mødet vil byde på foredrag med Stiig Markager, der er professor ved Aarhus Universitet og forsker i havmiljø. Det fortæller DN Favrskov i en pressemeddelelse.
I foredraget vil han fortælle om forskningen omkring havmiljø og den årelange forurening med kvælstof, primært fra industrilandbruget, der har medført iltsvind i de kystnære farvande, så næsten alt liv er væk.
I Favrskov Kommune er der meget landbrug, som afvander til Randers Fjord. I lyset af de afsluttede forhandlinger i Den Grønne Trepart venter der derfor en særlig opgave i Favrskov.
Landbrugets andel på 70 procent af kvælstofudledningen skyldes især udvaskning. Kvælstoffet ender i vandmiljøet, hvor det giver næring til alger, og når de dør og synker til bunds, forbruges ilten i vandet. På den måde fører landbrugets kvælstofudledning til iltsvind, skriver DN Favrskov i pressemeddelelsen.
I 2023 oplevede Danmark det værste iltsvind i 20 år, og året bød på historisk dårlige iltforhold for planter, fisk og andre dyr på havbunden. Kun fem ud af landets 109 kystvande er i god miljøtilstand.
Arbejdet med Den Grønne Trepart blev afsluttet før sommerferien og havde deltagelse af regeringspartierne, Landbrug & Fødevarer samt Danmarks Naturfredningsforening. Her blev der blandt andet besluttet indsatser for havmiljøet.
Alt det kan du høre mere om til DN Favrskovs årsmøde, der foregår på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus. Der er gratis adgang til mødet.