To forfattere i boghandel - fortæller om militær flyvehistorie og sindssyge præster på Anholt
Ole Steen Hansen og Charlotte Lindhardt møder deres læsere og andre interesserede i Grenaa Boghandel.
Det er to vidt forskellige, men ganske spændende bogudgivelser, som over to dage præsenteres af forfatterne bag i Grenaa Boghandel. Den ene bog har et lokalt indhold, mens den anden er skrevet af en lokal forfatter.
Den flittige skribent Ole Steen Hansen fra Grenaa er aktuel med det tredje bind i sin omfattende gennemgang af den danske flyvehistorie - her handler det om den militære flyvning.
Den spænder fra den allerførste militære flyvning herhjemme – med en ballon, der desværre endte i Øresund – til et kig ind i fremtiden, da den nye F-35 jager, med dele produceret af Terma i Grenaa, lander på Flyvestation Skrydstrup.
Forfatter-fotografen har talt med en lang række mennesker, der gennem årene har fløjet i Flyvevåbnet samt Hærens og Flådens flyvetjenester, herunder vores første kvindelige militære piloter og radiooperatører.
Læserne kommer med på højdramatiske redningsaktioner i helikopter, flyver – helt bogstaveligt – højere, end vingerne bærer, med to gange lydens hastighed i Flyvestation Aalborgs Starfightere og kommer tæt på, når ulykken rammer. En tredjedel af Flyvevåbnets kampfly havarerede i løbet af Den Kolde Krig.
Bogen indledes med den voldsomme beretning om evakueringen fra Kabul i 2021.
Prisbelønnet forfatter
Ole Steen Hansen er forfatter, oversætter, fotograf, pilot og luftfartsjournalist. På baggrund af sit mangeårige virke blev han i 2019 tildelt Dansk Forfatterforenings faglitterære pris. Ole Steen Hansen har i mange år arbejdet med at fremme kendskabet til dansk flyvnings historie, når han i ord og billeder har skabt levende fortællinger med mennesket i centrum.
Han gæster Grenaa Boghandel onsdag 6. november klokken 19.
Dagen efter - torsdag 7. november, også klokken 19 - handler det om den østligste del af Norddjurs Kommune - Anholt. Forfatteren Charlotte Lindhardt kommer på besøg og fortæller om sin splinternye bog ”De gale præster på Anholt”. Den har officiel udgivelsesdag onsdag 6. november, og den præsenteres naturligvis med en reception i præstegården på Anholt på dagen fra klokken 16-18. Her vil forfatteren fortæller om bogen, og selvfølgelig er der også lidt til ganen.
Dagen efter gæster hun så boghandelen i Grenaa.
Sindssyge præster
Det er dramatiske historier, der fortælles i denne bog. For eksempel om en junidag i 1825. Da blev Anholt-præsten Jens Mammen og hans hustru Kirstine Marie Charlotte bundet og ført ombord på et skib, som sejlede dem til Grenaa for at kunne give dem lægebehandling på fastlandet. Forinden var gået adskillige måneder, hvor begge var blevet tiltagende sindssyge. Jens Mammen havde blandt andet truet nogle af sine sognebørn med en kniv og forsøgt at kvæle sin otte måneder gamle datter, mens konen havde overfaldet en af øens kvinder og forsøgt at kradse hendes ene øje ud.
Samtidig i Sandby-Vrangstrup pastorat på Sjælland var myndighederne i færd med at afskedige Niels Jensen, der var kommet til sognet i 1823 – fra Anholt, hvor han havde været præst siden 1815 og dér skulle have udvist de første tegn på sindssygdom.
Kort efter ankomsten til Sjælland var han blevet gift, men allerede få uger efter brylluppet ville konen Cathrine Eleonore skilles på grund af hans trusler og grusomhed. Det blev så slemt, at han måtte spærres inde og bevogtes, indtil han blev sendt til København. Efter nogle år var han kommet sig så meget, at han fik et nyt embede i Grevinge i Odsherred, hvor problemerne også snart viste sig og sikkert havde udviklet sig til endnu en fyring, hvis det ikke havde været for hans pludselige død.
”De gale præster på Anholt” er fortællingen om to præster og deres families historie i en tid, hvor forståelsen og behandlingen af psykiske sygdomme endnu var begrænset til det, der bedst kan beskrives som indespærring og chokterapi.
Jens Mammen og hans kone fik seks børn, som reelt blev forældreløse, da deres forældre blev syge, mens Niels Jensen og hans kone ikke nåede at blive forældre i løbet af den korte tid, de tilbragte sammen.
Mange kig i arkiver
Bogen er skrevet af historiker og forfatter Charlotte Lindhardt, som har gennemgået flere hundrede arkivæsker og over 5000 kildesider i bestræbelserne på at skildre de to præster og deres familiers historie for 200 år siden. Det er en dokumentarisk bog, og alle begivenheder og skildringer underbygges af breve og indberetninger fra præsterne og deres omgangskreds.
Charlotte Lindhardt fortæller om udgivelsen i en pressemeddelelse: »Jeg fik ideen til en artikel, da jeg skrev bogen om Anholt Skole og Børnehave og i den forbindelse faldt over et læg i Aarhus Bispearkiv. Titlen ”Pastor Mammens og Hustrues Forsørgelses-Sag. Angaaende den sindsvage Pastor Mammen og Hustru paa Anholt, deres Forsørgelse” kaldte på nærmere undersøgelser, og efterhånden involverede det tillige Mammens forgænger på øen, da det viste sig at også Niels Jensen blev afskediget som sindssyg. Det interessante var, at de havde nærmest parallelle livsforløb. De var jævnaldrende og kom begge af den lavere middelklasse, var begge blevet forældreløse i en tidlig alder, måtte klare sig igennem studierne ved hjælp af lån og stipendier og havde begge været frivillige i Kronprinsens Livkorps under Englandskrigene. Desuden udviste begge tegn på alkoholisme under og efter deres sygdom. Deres historie blev mere og mere spændende, efterhånden som jeg gravede mig ned i kilderne, og artiklen blev til en bog.«
Bogen beretter også om vilkårene for 200 år siden, når en person blev psykisk syg. De fleste måtte forlade sig på familie, netværk og tiggerbreve til myndighederne, og det er blandt andet disse breve, som er med til at skildre Mammens og Jensens skæbner.
Undervejs får læseren også et indblik i tidens levevilkår og syn på psykiske lidelser, for der var forskel på at blive syg som præst og som almindelig borger. Sygdommen påvirkede nemlig ikke kun præsterne og deres familie, men hele sognet, som pludselig stod uden den skriftefader og lokale embedsmand, der var en central del af sognets skole- og fattigvæsen.