Fortsæt til indhold

Udstilling skal åbnes og julemanden skal vækkes

Vær med, når til årets juleudstilling åbner, de lune æbleskiver serveres og julemanden skal ruskes vågen.

Kultur og byliv
mw

I juleudstillingen ’Fra mig til dig – Gaver i 1.000 år’, der åbner i midten af november, kan museets gæster opleve fortællingen om alle mulige slags gaver - for eksempel børnenes gave-favorit, legetøj, men også hjemmelavede gaver, oplevelsesgaver og meget mere.

»Der er så meget at glæde sig til i denne udstilling. Den er fyldt med fine genstande, der fortæller sjove, rørende eller særlige gavehistorier. Og så er der selvfølgelig også forskellige aktiviteter, som familierne kan lave sammen, for det skal være en superhyggelig oplevelse at besøge juleudstillingen på museet,« fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard.

Det skriver Museum Østjylland.

Gennem tusindvis af år har menneskene givet hinanden gaver. Anledningerne har været forskellige, og ofte har relationer haft betydning for gavens indhold.

»Det er – som vi alle ved – både en glæde at modtage og at give gaver, men de mange uskrevne regler for gavegivning kan vække store følelser. Er det for eksempel i orden at give rengøring i gave? Eller at give en brugt gave?« spørger Tina Bjerregaard.

Alle er velkomne til udstillingsåbningen 15. november klokken 15, hvor museumschef på Museum Østjylland, Jesper Bækgaard, holder åbningstalen. Det serveres lune æbleskiver og julerødt saftevand til alle, der kigger forbi. Når båndet til årets juleudstilling er klippet og lækkerierne sat til livs, er det tid for en juletradition i den gamle købmandsgård: Julemanden skal vækkes.

»Alle børn i byen glæder sig selvfølgelig til, at julemanden skal vækkes, så han kan komme i gang med det store arbejde frem til jul. Og det er jo netop julegaverne, som julemanden er chef for. Derfor er det også oplagt, at udstillingsåbning og vækning af julemanden finder sted på næsten samme tid,« afslutter Tina Bjerregaard.

Juleudstillingen kan opleves på Museum Østjylland i Grenaa frem til 5. januar.

Der er gratis adgang.