Prisnomineret forfatter på besøg
Jonas Eriksson fortæller om sin roman "Stumper og Skår" i grenaa Boghandel.
Forfatteren Jonas Eriksson er nomineret til Danmarks Radios romanpris 2025 for sit aktuelle værk - romanden ”Stumper og Skår”.
Vil man blive klogere på forfatteren og hans værker, har man chancen torsdag 14. november klokken 19, når han er gæst i Grenaa Boghandel.
Jonas Eriksson er født i 1974, og havde ikke verdens bedste barndom, da han var anbragt på Godhavn i tre år som ganske ungung. Han har ernæret sig som dørmand på københavnske natklubber og værtshuse, og har været med til at stifte flere kampsportsklubber. Han er således at tælle blandt den første generation af danske professionelle MMA-kæmpere.
Han blev i 2019 kandidat i historie fra Københavns Universitet, og debuterede i 2023 som forfatter med den anmelderroste roman ”Vejen hjem”.
Hans anden roman handler om at give slip på længslen efter sin fars kærlighed og anerkendelse. Jonas kører fra København og gennem natten til Stockholm for at tage afsked med sin afdøde far. Han møder en kold hånd og starten på et opgør, som trækker tråde tilbage til et omtumlet liv fyldt af svigt, bedrag og en kamp for overlevelse.
Læseren følger en arvesag og får indblik i en familie, der udadtil fremstår som stabil og omsorgsfuld, men som bag facaden har et helt andet ansigt. Fortidens begivenheder får liv igen efter årtiers dvale og skaber en fortælling om en ung dreng og det, der har formet ham, til den han er. Romanen stikker ned i minder fra børnefængsler, opdragelsesanstalter og et liv i samfundets skygge og viser os, hvordan selv de største brud kan kræve forsoning.