Se alle billederne: Nu er julen kommet til Randers
Fredag fandt en af årets store begivenheder sted: juletræstændingen på Rådhustorvet.
Så er julen kommet til Randers.
Fredag blev julelysene i midtbyen tændt af julemanden og de mange fremmødte børn.
Han kom om eftermiddagen, da mørket var ved at falde på, kørende til Rådhustorvet i hestevogn. Her kæmpede han sig gennem menneskemængden frem til brandvæsnets lift, mens han hilste på de mange fremmødte børn.
Sammen med de rutinerede brandmænd blev julemanden ført op til toppen af det store juletræ.
»På tre råber vi i kor ”glædelig jul”, og så tænder træet. Er i klar? En, to tre!« sagde julemanden.
»Glædelig jul!«
Der skete ikke noget.
»Hvad søren,« sagde julemanden, inden han bad børnene prøve igen.
»Glædelig jul!«
Træet lyste kun et øjeblik.
»Vi prøver lige en sidste gang - en, to, tre!«
Tredje gang var lykkens gang, og nu kan alle midtbyens gæster nyde julelysene på deres gavejagt.
I starten af denne uge bliver årets juleboder sat op. Som noget nyt i år bliver der også sat et telt op på Rådhustorvet. Her kan du nyde de godterier, som du kan købe i boderne, og hver fredag, lørdag og søndag op til jul er Randers City-forening vært ved forskellige arrangementer.