Julehygge med nisseuddannelse, nissejagt, juleboder og meget mere
Der er noget for hele familien til InSides julearrangement.
Lørdag 30. november skydes julehyggen i gang i Kulturhus Inside i Hammel, der inviterer til et julearrangement kl. 10-15.
Kl. 10-12 kan man besøge Repair Caféen og få en snak om dens arbejde. Måske kan du endda få stoppet din julesok eller repareret din ødelagte kaffemaskine, så der kan blive plads til andre ting på ønskelisten i år.
Kl. 10-13 kan man tage nisseuddannelsen af 1. grad på Hammel Nisseskole. Her lærer man, hvordan man bliver en rigtig nisse og spreder god julestemning. Det omfatter nissejagt, julesangesyngeri, nissemanerer, pebernøddespiseri, kreativ nissesnilde og meget mere. Du får et diplom og din egen nissehue, når du har bestået nisseeksamen. Det afholdes i samarbejde med Hammel Handel og Erhverv, kræver billet og er for nissekandidater mellem 8 og 12 år.
Kl. 10-13 er der nissejagt blandt de gamle sager i Lokalarkivet. Find alle nisserne, der har gemt sig derinde, og få en lille præmie.
Kl. 10-15 kan man gå på opdagelse i alle juleboderne i Galleriet. Her kan man finde unikke julegaver og kunsthåndværk fra lokale kunstnere og udstillere. Juleboderne er præsenteret af Kunstforeningen.
Kl. 10.30 tændes juletræet i foyeren. Herfra kan man gå ind på biblioteket, hvor man kl. 11 kan nyde en julehistorie sammen med en skål pebernødder.
Kl. 12.30 og 14 er der julesang, når Musikskolen under ledelse af Margit Vestbo byder op til julegalop med dans og sang. Tilmelding ikke nødvendig, dog er der begrænsede pladser.
Desuden kan man i løbet af dagen bytte kalendergaver, hvor I kan bytte gamle sager til nye kalendergaver i foyeren.
Der er gratis entré til julearrangementet undtagen til Nisseskolen, som man kan købe billet til på favrskovbib.dk.