Når 29-årige Sigrid instruerer, strømmer publikum til
Julens ingredienser
De danske juletraditioner er fulde af ingredienser fra klodens mange hjørner, og en del af dem har slået rødder i Væksthusene i Botanisk Have. Alle onsdage og torsdage frem til jul har formidlerne i Væksthusene planlagt rundvisninger efter lukketid, hvor smage, hygge og julefred vil indfinde sig i klimaer langt fra den danske kulde – i hvert fald i de fem kvarter, som turene varer.
Temaet for rundvisningerne er ’Julens planter’, som man kan smage, dufte til og høre historier om – både i de enorme drivhuse og over et glas gløgg efterfølgende.
Tid: Til 19. december.
Sted: Væksthusene, Peter Holms Vej, Aarhus C.
Kræver billet.
Marked i Ridehuset
Varme, bølgende lyskæder og boder på række med kunsthåndværk. Duften af gløgg og stemmer, der blander sig med hinanden under Ridehusets mørke planker. I år er ingen undtagelse – julemarkedet i Ridehuset er tilbage og åbner 29. november. Der er åbent alle dage, og markedet forbliver lokkende med hygge og smukke ting langt ind i december.
Der er 180 udstillere fra ind- og udland, som på skift vil være til stede og præsentere deres kunst. Og da standpladserne for længst er udsolgt, vil Ridehuset være proppet til bristepunktet med jul i alverdens afskygninger.
Tid: 29. november til 22. december.
Sted: Vester Allé 1, Aarhus C.
Gratis.
360 graders julestemning
Der er mange muligheder for at begynde december med en julekoncert i Aarhus i denne uge. Den udvalgte i disse spalter er faldet på Skt. Lukas’ koncert med korene Naura og Lyt.
Det er 10. gang, de synger julen ind sammen, og i anledning af jubilæet afholder de to koncerter tirsdag aften. Begge kor synger a cappella, og ved disse koncerter, der finder sted i krypten under kirken, placerer de sig, så deres mange stemmer skaber surroundsound og indhyller publikum i deres flerstemmige julearrangementer.
Tid: 3. december kl. 18 og 20.
Sted: Skt. Lukas Kirkeplads 1, Aarhus C.
Kræver billet.
GenZ Endgame
Sigrid Johannesen skriver og instruerer på Aarhus Teater. Hun er fast huskunstner, som de kalder det, og har markeret sig med forestillinger som Charlotte Brontës ’Jane Eyre’ og Maren Uthaugs ’En lykkelig slutning’, der har fået anmeldere til at tegne stjerner i massevis til den 29-årige instruktør.
I denne uge er der forpremiere på noget nyt fra hendes hånd: en musikforestilling om generation Z - generationen født i årene 1996-2012. De er de digitale børn – individualiserede, klimaangste, krigere mod krænkelser og dem, der skubbes forrest i geleddet i kampen for en bedre fremtid. I forestillingen ’GenZ Endgame’ giver Sigrid Johannesen ordet til dem.
Tid: 3. december til 25. januar.
Sted: Teatergaden 1, Aarhus C.
Kræver billet.