Fortsæt til indhold

Farvel med kærlig hilsen fra Sofus, Olliver, Gus, Torbjørn og Elvis

ZONET, et af de mest talentfulde, lokale unge bands, går hver til sit efter nogle intense år, der begyndte på Syddjurs Gymnasium.

Kultur og byliv

ZONET, et af de mest talentfulde ungdomsbands på Djursland, som Lokalavisen har skrevet om og portætteret i flere omgange, skriver på bandets Facebookprofil, at bandet nu går hver til sit.

Men frygt ej, der er ingen drama eller smadrede tallerkener i sigte.

Bandet, der startede deres musikalske eventyr på Syddjurs Gymnasium, har besluttet at opløse sig selv efter en fantastisk tid sammen.

Guitaristen Gus Gissel har vredet strengene for sidste gang i ZONET sammenhæng. Foto: Lars Norman Thomsen

Tak og farvel

»Tak til de bands, vi har samarbejdet med. Sidst, men ikke mindst vil vi gerne takke Kristian Danielsen, vores kære producer og ven, der har brugt en menneskealder på at få os til at lyde top. Fiona Nevers, der har sørget for at vi har været dressed up til koncerterne. Og Søren Roesen, der udover at være vores mest trofaste roadie, har sørget for mad og øvelokale til os,» skriver bandet.

»Det har været en spændende, lærerig, udfordrende, smuk og ikke mindst sjov rejse. Det er en melankolsk beslutning, men vi kigger med løftet pande og godt humør imod fremtiden. Det er en fælles beslutning, og vi er alle naturligvis stadig så forelsket i hinanden som vi altid har været. Som afskedsgave ligger Blue Excuses lige nu på alle streaming tjenester, og I skal selvfølgelig gå ind og høre den - på repeat indtil I er blevet trætte af den. Det er en ordre!.«

En musikalsk milepæl

I marts kunne bandets første egentlige udgivelse ’Throwing Back’ nydes på de musikalske platforme. Nummeret har faktisk mere end to år på bagen, men efter et halvt års intenst arbejde, kunne ZONET ramme udtrykket og koge musikken ned til tre og et halvt minut.

At det kom så vidt, skyldes ikke mindst nævnte Kristian Danielsen, guitarist i Blyfri 95.

»Vi lærte Kristian at kende i forbindelse med et arrangement nede i Rønde Idrætscenter hos Distrikt X, og han var så venlig at invitere os hjem i sit studie i Mørke,« har trommeslager Elvis Roesen tidligere fortalt til Lokalavisen.

Kristian Danielsen blev straks betaget af de fem drenges tydelige energi og musik og var med til at give dem det sidste skub.

Kælig hilsen Krillefar

Kristian Danielsen skriver i en kommentar under ZONETs fælles besked om opløsningen:

»Det er et af de opslag, man har svært ved at trykke ’synes godt om’. Men drenge, jeg er så glad for, at I ikke skilles i uvenskab, som det ofte sker, men tværtimod i stor forståelse. Og lad os nu se, om vi ikke får jer samlet i forskellige konstellationer i fremtiden til forskellige projekter i studiet og måske live. PS! Fortryder I, fortsætter vi, hvor vi slap. Vi ses derude. Kærlig hilsen Krillefar.«