Burhan G og Aqua giver koncert i Tivoli - maxkøb på 4000 kroner
Det officielle billetsalg til dobbeltkoncerten i Tivoli Friheden starter fredag 29. november.
16. august 2025 afholder Tivoli Friheden i Aarhus dobbeltkoncert med Burhan G og Aqua. Det sker ved en såkaldt Summer Session.
Aqua består i dag af Lene Nystrøm, René Dif og Søren Rasted. Bandets oprindelige fjerde medlem, Claus Norréen, forlod gruppen i 2016.
Bandet har i alt solgt 38 millioner albums og 7 millioner singler og er i særklasse den mest succesfulde danske musikgruppe nogensinde.
Aqua rejser fortsat verden rundt for at give koncerter. For nyligt spillede de to store indendørs-koncerter i henholdsvis Jyske Bank Boxen og Royal Arena.
41-årige Burhan G har i omkring 20 år med jævne mellemrum været at finde på diverse danske hitlister med sange om »hjerte og smerte.« Den garvede popsnedker står blandt andre bag hits som Jeg vil ha’ dig for mig selv, Tættere på himlen med Nik & Jay og Lucy.
Burhan G har i senere år også har komponeret musik til Matador The Musical og den populære tv-julekalender Tinka.
Det officielle billetsalg til dobbeltkoncerten i Tivoli Friheden starter fredag 29. november klokken 10 via livenation.dk og ticketmaster.dk.
En billet koster 495 kroner + gebyr, og der er en begrænsning på 8 billetter per køb.