»Folk kan fylde sig med botox og plastiknegle, men de kan ikke dyrke en gulerod«

Den dag Trine Rytter Andersen skulle flytte fra sit hjem efter 30 år ved Moesgaard i Aarhus og til den lille landsby Bogens i Mols Bjerge, fandt hun sin grævling.

Hun kaldte den sin, fordi den var kommet i hendes have gennem seks år, men denne dag døde grævlingen. Den var blevet påkørt, svært kvæstet, og hun sad ved den i to timer.

»Jeg ved ikke, om du nogensinde har siddet med et dyr, der lider og skal dø, men … den måde, de ser på en på. Deres øjne er som en ordløs bøn til os mennesker om ikke at gøre dem fortræd mere.«

Hun deler fortællingen som et billede på, at hun mærker en særlig kontakt til alt levende omkring hende. At vi mennesker er helt og aldeles på afveje, men at der er håb, hvis vi igen kan forbinde os med naturen.

Hvis vi lykkes med det, kan vi gøre en forskel.

Vende de store kriser i os selv og i verden. Mistrivsel, stress, klima- og biodiversitetskrisen.

En verden af lave, som er et produkt af 50 års tornerosesøvn, hvor vi er blevet forvandlet til hovedløse forbrugere afskåret fra det elementære. Nemlig at vi intet ville være uden naturen.

»Der er opstået en dyb afgrund mellem mennesker og naturen, hvor naturen er blevet intet andet end en ressource, der kan udnyttes og sælges. En slave. Det er farligt, for den er altafgørende for alt, hvad vi har skabt.«

Så længe vi er her, er vi nødt til at etablere en samtale med naturen.

»Vi er nødt til at forstå den og genfortrylle den. Den skal gøres levende igen, og det kan vi kun opnå ved at knytte os til den, kropsliggøre den og gøre os praktiske erfaringer med den.«

Og med det mener hun ikke at sidde i en bil med 80 kilometer i timen og skue ud over rapsmarkerne. Det handler om at få hænderne i jorden og forbinde sig.

Det gør hun selv.

Stiletter i roemarken

I dag er Trine Rytter Andersen 62 år, men siden hun var 16, har hun været klimaaktivist.

»Vi var unge, men vi så problemerne med forurening allerede dengang. Vi fik at vide, at vi var blåøjede og havde et forvrænget virkelighedsbillede.«

De fik at vide, at de skulle tie stille og lade de voksne køre showet, for de havde styr på det.

»I dag kan jeg se, at alt det, vi sagde dengang, er blevet til virkelighed og faktisk endnu værre. De voksne havde ikke styr på det. Nu er jeg selv ved at være voksen, og jeg vil ikke længere holde min kæft.«

Hun vil gøre en forskel for både jorden og de mennesker, der bebor den. Hun kan ikke lade være.

Derfor praktiserer hun et liv, hvor få valg er tilfældige, og idealerne store og rene. Så godt som renset for det, man kan kalde moderne dysfunktionalitet.

»Den rovdyrkapitalisme, samfundet dyrker i dag, har gjort os til forbrugere, så vores samfund er entydigt rettet mod det. Vores dannelse og velfærd skal passe ind i en væksttænkning, men kig på statistikken. Hvor godt har mennesker, natur og levende væsner det? Vi skaber ikke længere liv, vi afvikler det.«

Vi kan ingenting mere, mener hun. I hvert fald ikke det væsentlige.

»Folk kan fylde sig med botox og plastiknegle, men de kan ikke dyrke en gulerod. Der er ikke noget mere hjælpeløst end en stilet i en roemark, vel? Folk ved ikke længere, hvordan tingene bliver produceret, og den fremmedgørelse afspejler sig i en stigende ængstelighed hos mennesker, for vi ved godt, at vi er dybt hjælpeløse. Det bliver til en generaliseret angst.«

En død natur

I mere end 30 år har Trine Rytter Andersen arbejdet med kunst, madhaver, rewilding, psykologi, sundhed og politisk aktivisme.

Hun er projektleder for Naturkunstparken Krakamarken ved Randers og arbejder med forskellige kunstprojekter i privat og offentligt regi.

For snart to år siden flyttede hun til Bogens for at blive en del af fællesskabet omkring Earthwise Residency.

»Vi er et internationalt center for forskere og kunstnere, som alle har et anliggende med det levende.«

Gennem mange år har vi haft en utrolig disrespekt for det sjælelige i den moderne vestlige naturvidenskab. Det er ved at vende.

»Nu er der forskere, der kommer og krammer træer.«

Earthwise er et sted for kunst og videnskab, og her kan man fordybe sig i naturen gennem kunstnerophold, arbejds-retreats, leje af faciliteter eller deltage i arrangementer.

Den 10. december holder Trine Rytter Andersen et foredrag på Earthwise med titlen: Kunst og livskunst – et foredrag om ansvarlige forbindelser med det levende.

»Mit foredrag handler om, hvordan man kan skabe meningsfulde liv gennem handling og nærhed til naturen. Hvordan vi hver især opnår livskunst, altså handlekompetence, til at håndtere de nutidige kriser, vi står i.«

Hun mener, at mange mennesker lige nu oplever rådvildhed.

»En hjælpeløshed og utilstrækkelighed, fordi vi har mistet kontakten til naturen. Jeg peger på, at en vej ud af det kan findes ved at arbejde regenerativt med både sig selv og omverdenen.«

Der er en vigtig forbindelse mellem den ydre og indre natur, som har stor betydning for vores trivsel og mentale sundhed, og det illustrerer hun med sin egen personlige fortælling.

»Jeg har altid været meget glad for naturen. Jeg voksede op i et lille landbrug ved Solbjerg syd for Aarhus, hvor vi var tæt på det levende. Med hænderne i både jord, slagtedyr og syltekrukker.«

Men på Kunstakademiet, hvor hun tog sin uddannelse som klassisk billedhugger i 90’erne, herskede en helt anden virkelighed. Her havde senmoderniteten og afkoblingen fra naturen gjort sit indtog.

»Hvis vi med klassisk baggrund vovede at sige, at naturen talte til os, så blev vi betragtet som sindssyge. Den herskende holdning var, at naturen var død, sjælløs og selvfølgelig adskilt fra mennesket.«

Da hun som 31-årig blev mor, fik hun igen en dyb længsel efter naturen og at begynde at dyrke have igen, som hun havde gjort i sin barndom.

»Min søn skulle dyrke jordbær, plukke hindbær, klappe en høne, og så begyndte jeg at anlægge en have på Moesgaard Allé. Jeg fik en åbenbaring, som jeg har levet efter siden. Man skal grave lige der, hvor man er. Jo mere man forbinder sig og drager omsorg for det sted, man er, jo rigere bliver det.«

Hun brugte 30 år på at forvandle en bar mark til en frodig have fuld af liv.

Men huset lå lige ud til Oddervej, en tungt trafikeret indfaldsvej til Aarhus, som til sidst skabte for meget støj, både i hendes sjæl og helt fysisk.

På det tidspunkt kom hun ofte på Earthwise.

»Når jeg kom herud, oplevede jeg, at mine skuldre sank, og min sjæl udvidede sig, og så faldt det sådan ud, at jeg fik mulighed for at flytte til Bogens og blive en del af Earthwises daglige drift.«

Skyld og skam

Hver dag arbejder hun på at hjælpe andre med at finde handlemodet til at praktisere de forandringer, der gør livet meningsfuldt. Nu og for de kommende generationer.

»Det handler om at blive creator i sit eget liv og bygge fællesskaber med noget og nogen, hvor vi ikke sidder i hver sin celle og kigger ind i en skærm.«

Hun er helt opmærksom på, at hendes ord og idealer kan blive lidt for store at sluge for dem, som synes, det er krævende nok i sig selv at skulle sortere i 11 affaldskategorier.

Dem, som måske går og dukker sig lidt. Som synes, det er svært at ændre vaner, og som måske tænker: Hvad nytter det, at jeg stopper med at flyve?

Men det vigtigste er, at vi tør mødes og tale om den usikkerhed, vi har. Om skylden og skammen.

»Vi skal lære at komme til stede, og det må man gerne gøre tomhændet. Man kan vænne sig til tanken om, at verden kan se anderledes ud. Jeg taler om, hvordan industrien råudnytter vores lave selvværd, og hvordan al vores usikkerhed og skam bliver kapitaliseret.«

Når man får øje på det, kan man begynde at forholde sig til det og ikke automatisk lade sig trække rundt i manegen, forklarer hun.

»Hvis du har en nysgerrighed, så skal du give den næring og tage den alvorligt, og så kan det være de mindste ting, der kan gøre en forskel. Så er det der, man starter.«

Skammen er den elefant, der står i rummet, og som hun ikke er bange for at italesætte.

»Den kommer fra den afmagt, der ligger hos de fleste, som kan betyde, at man ikke får taget hul på det. Og det er skandaløst, faktisk en tragedie, at strukturerne i vores kapitalistiske samfund har opdraget os til at tro, at vi ikke har agens.«

Selvfølgelig ved Trine Rytter Andersen godt, at det kræver mere end en grøntsagshave at vende udviklingen. Men de små ting skaber ringe i vandet.

»Det, der er vigtigt, er, at vi får øje på hinanden og ser, at vi hver især gør noget.«

Vi kan ikke undgå klimaforandringerne. De er her allerede, men det er i høj grad vores beslutningstagere og olieproducenters skyld, mener hun.

»Det er ikke den enkelte, der kører bil. Vi skal ikke skamme os over, at vi er en del af det, for vi har ikke haft et valg. Så kan man sige, det magter jeg ikke at forholde mig til, men det er for sølle. Der er grænser for, hvor meget vi kan tage uden at give noget igen.«

Foredraget foregår den 10. december klokken 19.30-21.30 på Earthwise Residency.