Fortsæt til indhold

Der er julekoncerter over hele byen i denne uge

Der er et hav af julekoncerter at vælge imellem de næste dage i Aarhus. Her er Din Avis' seks udvalgte.

Kultur og byliv

Fra Harlem til Aarhus

The Harlem Spirit of Gospel fra New York besøger både Citykirken Aarhus og Langenæskirken i denne uge. De otte sangere synger julen ind i sand gospelstil: Med lovprisninger, glæde og musik, der går direkte i venerne. På Langenæs får de selskab af det lokale gospelkor Koinonia, der åbner ballet, inden The Harlem Spirits træder frem i det sitrende kirkerum.

Tid og sted:

Fredag 6. december kl. 20 i Citykirken Aarhus, Viborgvej 173, Aarhus V.

Mandag 9. december kl. 16 i Langenæskirken, Langenæs Allé 61, Aarhus C.

Begge koncerter kræver billet.

Til Søs i Musikhuset

I 2021 havde Søs Fenger 40-års jubilæum i musikbranchen, og selvom hun har været i gang i en halv menneskealder, er der intet, der tyder på, at hun overvejer at skrue ned og smide benene op. I interviews taler hun om forbindelsen mellem hende, musikken og publikum som en livsnerve – det, hun kan og skal. Fredag aften vil den usynlige tråd mellem hende og tilskuerne eksistere gennem julemusik.

Tid: Fredag 6. december kl. 20.

Sted: Musikhuset, Thomas Jensens Allé 2, Aarhus C.

Kræver billet.

Vellyd over byen

Lørdag formiddag vil sangtrioen Vellyd give deres bud på, hvordan de velkendte julesalmer kan lyde, når de fortolkes på ny. De tre sangere, Natasja Becker, Anders Hornshøj og Heidi Bisgaard, har sunget sammen på store og små scener i over 15 år. Denne gang står de på taget af Salling.

Tid: Lørdag 7. december kl. 11.

Sted: Salling Rooftop, Søndergade 27, Aarhus C.

Kræver billet.

Händels Messias

Ingen jul uden Händels Messias i de danske kirker. Hvor mange sogne, den storslåede oratorie kan høres i, står hen i det uvisse, men gættet herfra er rigtig mange. En af kirkerne, der vil runge af Händel, er Risskov Kirke, hvor Ensemble Orion, som består af professionelle sangere og instrumentalister, inviterer indenfor til noget af det smukkeste, julemusikken har at byde på.

Tid: Mandag 9. december kl. 19.30.

Sted: Risskov Kirke, Solbakken 2A, Risskov.

Kræver billet.

Det er julekoncert med Prinsens Musikkorps og Den Jyske Operas Kor onsdag, torsdag og fredag 11.-13. december i Sankt Markus Kirke. Det er kl. 19.30 alle dage. Arkivfoto: Thomas Larsen

Operakor og messingblæsere

Den Jyske Operas Kor og Prinsens Musikkorps indtager Sankt Markus Kirke tre aftener i træk og bader publikum i julemusik fra koret og messingblæserne. Programmet rummer et udvalg af gammel og ny, religiøs og verdslig, højstemt og festlig julemusik. Hvis tonerne smitter, er publikum velkomne til at synge med på julesalmerne.

Tid: Den første koncert er onsdag 11. december kl. 19.30.

Sted: Sankt Markus Kirke, Skt. Markus Kirkeplads 1, Aarhus C.

Kræver billet.

Sct. Pauls Cantoris julekoncert

De karakteristiske christmas carols får også en plads i den aarhusianske juletid, når Sct. Pauls Cantori synger kirken op i britisk stil. Hovedværket for koncerten er Benjamin Brittens A Ceremony of Carols, der består af en række carols, hvor kor og harpe smelter sammen. Der vil også være plads til fællessang i både små og pompøse arrangementer – alt sammen i julens ånd.

Tid: Onsdag 11. december kl. 19.30.

Sted: Sct. Pauls Kirke, Skt. Pauls Kirkeplads 1, Aarhus C.

Kræver billet.