Fortsæt til indhold

Talentskole inviterer til gratis juleforestilling

Oplev, hvor der arbejdes med skuespillerundervisning på Randers Teater, og kom samtidigt i julestemning.

Kultur og byliv
sra

Randers Teaters Talentskole inviterer til den årlige julevisning, hvor publikum kan få et indblik i, hvordan der arbejdes med skuespillerundervisning på Randers Teater, skriver teatret i en pressemeddelelse.

Præsentationen har i år fået titlen ”Decemberfortællinger” og består af både Talentholdets og Grundholdets visning.

Publikum inviteres til en hyggelig aften i godt selskab med de unge fra Talentskolen, der de sidste måneder har arbejdet med forskellige historier og situationer, der er udsprunget af december måneds stemninger.

Samlet varer forestillingen 65 minutter – og her vil publikum opleve Talentholdet, som skaber en række karakterer og optræder med deres fortællinger rundt omkring på teatret.

Den sidste fortælling fører ind til en af teatrets sale, hvor Grundholdet viser deres juleforestilling. En hjertelig og finurlig præsentation, hvor publikum møder mange veje til den gode december-fortælling.

Alle interesserede er velkomne, og de gratis billetter kan hentes på Randers Teaters hjemmeside.