Fortsæt til indhold

Borgmesteren skal på det hvide lærred

Birgit Lanng maler borgmester Frands Fischer (S), og portrættet overrækkes lørdag 7. december i Adelgade 102A.

Kultur og byliv

Det bliver åbent for alle, når borgmester Frands Fischer (S) skal have overrakt sit portræt af den erfarne kunstner Birgit Lanng lørdag 7. december klokken 13.

Hun er en af seks lokale kunstnere fra Værkstedsgalleriet i Vestergade 16c, som frem til 22. december holder til og udstiller egne værker i pop-up-butik i Adelgade 102a - og det er netop fra det lyse lokale i midtbyen, overrækkelsen sker.

Det er langt fra første gang, hun begiver sig ud i at male et portræt. Faktisk har hun et af slagsen hængende i sin afdeling i pop-up butikken. Et selvportræt.

Men selvom det er prøvet mange gange før, kræver det alligevel både forberedelse og fuld koncentration. For hvert portræt er forskelligt.

»Jeg har mødtes med Frands Fischer og talt med ham i tre kvarters tid for at danne mig et indtryk af ham som person, hvor jeg tog en masse billeder af ham, mens vi talte sammen - og så tog jeg også nogle billeder af ham uden for, så jeg havde et materiale at gå ud fra, så jeg havde indtrykket af ham. Selvfølgelig lærer man ikke hinanden at kende på så kort tid, men jeg fik et indtryk,« fortæller Birgit Lanng, der er noget spændt på det hele.

Det er en sjov opgave, synes hun. Og sjovt, at han er med på den.

Det var en af kunstnerkollegerne, Marina Guldbrandt, der stod for kontakten - og som fik overbevist borgmesteren om, at han skulle være med.

»Hun sendte nogle tegninger til ham, så han kunne se, hvad jeg laver - og at jeg laver genkendelige portrætter. Og det ville han gerne være med til.«

Hvordan det endelige resultat kommer til at se ud, må man vente med at se til lørdag klokken 13, hvor borgmesteren får overrakt sit portræt.