Fortsæt til indhold

Populært Aarhus-band spiller udødelige Disney-klassikere op til jul

Kultur og byliv

Julestemning i Den Gamle By

Julefreden har lagt sig over Den Gamle By, hvor der dufter af æbleskiver, gløgg og vaniljekranse. På udvalgte datoer er der planlagt tre særlige stop for børn og deres bamser, og 19. december er sidste mulighed for at være med i bamsejulelegen. På de tre julestop skal man indsamle julestemning. Den eventyrlige rute slutter med en skål risengrød – én i børnestørrelse og én i bamsestørrelse.

Bamsejul-billetten gælder 19. december mellem kl. 14 og 15.

De bamseløse er også velkomne i byen, hvor de kan nyde de lysende lanterner, spise juleknas, høre om julens historie og blive klogere på, hvordan man har pyntet op til jul gennem tiden.

Tid: Åbent hele julen, inkl. 24. og 31. december.

Sted: Viborgvej 2, Aarhus C.

Kræver billet.

Vintersolhverv

Årets korteste dag markeres ved Moesgaard med en vandring i smukke omgivelser. Solhverv betyder ’solvending’ og vintersolhverv på den nordlige halvkugle er det tidspunkt, hvor Jordens nordakse hælder mest muligt væk fra Solen. Dagen efter tipper vægten, og vi bevæger os igen mod lysere tider.

Moesgaard Museum har arrangeret en tur, hvor man skal vandre fra museet gennem parken til Skovmølle og Enemærket Skov i dagens sidste solstråler.

Tid: 21. december kl. 15.

Sted: Moesgård Allé 15, Højbjerg.

Kræver billet.

Hvis man har bare lidt fidus til Disneys sange, er Luftens Helte formentlig et band, der går lige i blodårerne. De spiller to koncerter i Musikhuset 21. december kl. 15 og 20. Foto: Morten Rygaard

Luftens Helte

Aarhus-bandet Luftens Helte, der tæller 19 medlemmer, afholder igen i år koncert i Musikhuset i december. Orkesteret består af både messing- og træblæsere, strygere og en rytmegruppe – og de energiske forsangere, som danser utrætteligt rundt på scenen og inddrager publikum i deres velkendte repertoire, der består af filmmusik, hvor især Disney-musikken er repræsenteret.

Til dette års juleshow har de inviteret et kor med, der bringer stemningen op i de rette luftlag, så tag med heltene på en mindernes flyvetur, og syng dig hæs til sangene fra Løvernes Konge, Frost, Aladdin, Mulan og mange flere.

Tid: 21. december kl. 15 og 20.

Sted: Musikhuset, Thomas Jensens Allé 2, Aarhus C.

Kræver billet.

Messias i Aarhus

Det er en efterhånden mangeårig tradition, at Sct. Pauls Cantori samarbejder med nogle af landets bedste klassiske musikere om Händels ’Messias’ og opfører værket op til jul. Musikerne er fra Aarhus og Odense Symfoniorkester, og dirigenten samt lederen af Cantoriet er Thomas Kristian Nielsen, som faktisk søsatte traditionen for mere end 20 år siden.

Messias blev komponeret af Georg Friedrich Händel tilbage i 1741 på sølle 24 dage (og formentlig også nætter). Det er hans ubestridt mest kendte komposition og nok det mest spillede værk i juletiden verden over.

Tid: 22. december kl. 16.

Sted: Sct. Pauls Kirke, Sct. Pauls Kirkeplads, Aarhus C.

Kræver billet.