Erik Claudi debuterer med roman om kunstig intelligens: »Vi sælger vores sjæl til Fanden uden at kende de enorme kræfter, Fanden besidder«

Paradoksalt nok var det netop en erfaring med menneskets og specifikt sin egen dødelighed, der gav Erik Claudi ideen til at skrive en bog om maskiner, teknologi og den kunstige intelligens, som overtager en større og større del af menneskets verden.

Den udvikling er han ikke udpræget begejstret for.

»Jeg er ikke maskinstormer, men jeg mener, vi står ved en skillevej,« siger han, da Din Avis møder ham i hans hjem i Hyllested udenfor Ebeltoft.

Han er netop debuteret som romanforfatter efter et langt og produktivt liv som journalist. Rejsende i historier og mennesker med noget på spil. Lige som der også er i hans roman Øen, som udspiller sig på tværs af tid og virkeligheder, som læseren kan genkende, og så alligevel ikke.

På bogens bagside starter teksten med: Denne bog er skrevet af en kunstig intelligens. Eller? Er den i virkeligheden skrevet af noget levende?

Uden at afsløre for meget, så er svaret det sidste, men hele pointen med Erik Claudis drillende og genreforskydende indledning er spørgsmålet om, hvorvidt vi efterhånden kan stole på noget som helst.

Der er kunstig intelligens, fake news og techgiganter, der forvrænger virkeligheden.

Han er skræmt over makkerparret Trump og Musk, for de er billedet på et grundlæggende problem. Galskab kombineret med uanet teknologisk magt, rigdom og indflydelse, som vi, ifølge Claudi, slet ikke har et begreb om omfanget af.

»Vi risikerer at miste grebet og ende med at stå som ørentvister, der forsøger at forstå Einsteins relativitetsteori,« siger han om den position mennesket har sat sig selv i ved at give mere og mere magt og kontrol til teknologien og den kunstige intelligens.

Den forsvundne ø

Det er svært i korthed at beskrive handlingen i bogen Øen, der har undertitlen: ’Eller sprækken i fladhedens afgrund.’

Lige så svært, det er helt at begribe, hvad den sidste sætning egentlig konkret betyder, lige så svært er det at give en enkel beskrivelse af bogens mange elementer.

Det er sandsynligvis en pointe i sig selv, for verden er kompleks, mener 69-årige Erik Claudi.

Øen handler om den virkelighed, der måske snart er vores.

Den udspiller sig både i et historisk perspektiv med referencer til nazityskland og den russiske efterretningstjeneste KGB, men også i en science fiction lignende fremtid, til tider nærmest surrealistisk virkelighed, hvor en gruppe mennesker befinder sig på en ø.

Med den som ramme udfolder Claudi et facetteret persongalleri.

Her er et udsnit:

Der er for eksempel Karin, som på grund af sin høje intelligens har været holdt fanget som rugemor af nogle, der vil bruge hendes gener til at skabe en symbiose mellem biologi og AI, flygter og ender på øen.

Øen drives af Anton, dværg og videnskabsmand, Herman, tidligere højtstående sovjetisk efterretningschef, der har spist bålfisk med Stalin og så Eleonora, der slet ikke er et menneske, men en DNA-computer. De DNA - rester fra menneskeligt kød og blod, hun indeholder, stammer fra en tysk adelskvinde, hvis bror døde på Øen som SS-führer, da hans hviderussiske oppasser bed pikken af ham.

Øens andre beboere er selvmordskandidater, der kun drømmer om at blive lagt i en skuffe til en digital eksistens, hvor de kan være smukke som ind i helvede og leve deres drømmeliv.

Herman og Anton har programmeret Eleonora til at gøre øen usynlig for resten af verden. Den er slettet fra alle kort og fysisk for eventuelt forbipasserende.

Eleonora bestemmer. Mennesket har afgivet al kontrol.

Menneskelig modvægt

Bogen tager os med ind over tærsklen til de nye eksistenser, som moderne teknologier, AI og det, som Erik Claudi kalder kvanteteoretisk kaos, er ved at indrette os til.

»Mennesket har altid brugt teknologien som stillads, men er det ved at vende. Hvad hvis mennesket er ved at blive teknologiens stillads?«

Det er det, Erik Claudi frygter mest.

»Teknologien har et væsen, som vil fremad. Kun fremad, og fordi vi har knyttet os så tæt til den, så følger vi med. Mennesket er for fristet af mulighederne. Men hvorfor stopper vi ikke op og spørger bagud? Hvorfor lærer vi ikke af historien?«

Han refererer til den forfærdelse, udviklerne af atombomben gav udtryk for, da de så, hvad den kunne. Og til nutidens eksperter i AI der sommeren 2023 opfordrede til at bremse ’teknologiens blinde ridt ud i det ukendte’.

»Vi sælger vores sjæl til Fanden, uden at kende de enorme kræfter, Fanden besidder«.

Nok er Øen ovre i science fiction-genren, men i virkeligheden er vi der jo allerede, siger han.

»Det er AI, der bestemmer, hvem vi skal være kærester med. Måske endda, hvem vi skal stemme på. Jeg tror, vi bliver nødt til at stoppe op. Jeg har en tro på, at vi stadig har valget. En mulighed for at forhindre katastrofen, hvis vi gør noget. Nu.«

Bogen fornægter ikke, som artiklen her antydede i starten, Erik Claudis egne erfaringer.

Udover at den afslører en bred almen viden om verden generelt og en sjælden indsigt i mennesker, så har den et filosofisk lag.

Det var efter en blodprop, at Erik Claudi tog sit liv op til overvejelse, trådte ud af arbejdsmarkedet og tog en bachelor i italiensk med filosofi som sidefag.

Øen var sandsynligvis ikke blevet skrevet uden den erfaring. At livet er skrøbeligt.

»Der ville ganske givet været kommet en anden bog fra min hånd, men ikke denne. Grundlæggende handler den jo om, hvad mennesket er for en størrelse, og om vi kan stole på det, vi ser?«

Det er han grundlæggende bange for, at vi mister muligheden for, men betyder det, at han bare er en gammel, gnaven mand, der mener, at verden er af lave, at udviklingen udelukkende er til for det onde?

»Nej. Jeg peger også i bogen på det, som, jeg mener, skal være modvægten til teknologiens mørke side. Venskabet. Det er det, der skal holde os oppe. Ikke bare mellem venner, men også inden for familien. Venskab mellem medlemmerne, kan man sige. Det er det, der kan få os ’væk fra Øen’.«