Prisbelønnet ildsjæl forlader chefposten, og jagten på en ny leder er sat ind
Han har i sine syv år på posten inviteret hundrevis af børn og unge ind i jazzmusikken, som han også har kombineret med ny teknologi.
Efter syv år hos Aarhus Jazz Orchestra, heraf de seneste fire som orkesterchef, vil Anders Ørbæk i stedet arbejde med børn og musik.
Han fratræder sin stilling ved udgangen af januar 2025, og bestyrelsen begynder arbejdet med at finde hans afløser.
Anders Ørbæk bliver fra 1. februar leder af Odder Musikskole og Kreativ Skole i Odder. Det skriver Aarhus Jazz Orchestra i i en pressemeddelelse.
»På vegne af organisationen vil jeg gerne takke Anders Ørbæk for hans markante indsats i alle årene i Aarhus Jazz Orchestra. Anders har virkelig sat sit personlige præg på hele organisationens udvikling gennem årene med fokus på både på det kunstneriske og menneskelige plan,« siger bestyrelsesleder Mette Rohde.
»Det har i dagligdagen givet plads til både nytænkning, mangfoldighed, glæde og masser af god musik. Vi ønsker Anders held og lykke i hans nyt job og åbner nu dørene til et nyt kapitel for Aarhus Jazz Orchestra,« fortsætter hun.
I løbet af sin tid i Aarhus Jazz Orchestra, først som kunstnerisk ansvarlig producent og senere som orkesterchef, har Anders Ørbæk sat et markant præg på orkestret.
Han har været med til at udvikle det til en åben og samarbejdende kulturinstitution blandt andet med projektet Jazzfabrikken, hvor hundredevis af børn og unge gennem årene er blevet inviteret indenfor i jazzmusikken.
Under hans ledelse har Aarhus Jazz Orchestra udforsket mødet mellem jazz og andre genrer, kombineret musik med ny teknologi, og gentænkt bigbandformatet på flere forskellige måder.
Eksempler på det er projekter som We Are Real, We, Robots og samarbejde med blandt andre Kalaha, Kaleiido, Københavns Drengekor og mange flere. For denne indsats modtog Anders Ørbæk i 2022 Danmarks Radios P8 Jazz Pris som Årets Ildsjæl.
Desuden blev orkestret i 2019 hædret med JazzDanmark-prisen for Årets Nyskabende Koncertoplevelse.
Anders Ørbæk har også udvidet orkestrets aktivitetsområder og sikret betydelige fondsbevillinger til projekter som f.eks. formidlingsprojektet Kissa, der med en ombygget ”jazzcontainer” i 2022 præsenterede jazz på usædvanlige steder i Aarhus. Et aktuelt eksempel er jazz-tegnefilmsserien ”Bi Bob & Bibi”, der bringer jazz ud til skolebørn i hele landet i 2025.
Under Anders Ørbæks ledelse har Aarhus Jazz Orchestra udgivet 12 anmelderroste album, hvoraf flere har været nomineret – og har vundet – ved Danish Music Awards Jazz. Disse album, og flere på vej i 2025, står tilbage som et vidnesbyrd om Anders’ store interesse for og kærlighed til jazzmusik i alle afskygninger.
»Det har ikke været en nem beslutning at forlade Aarhus Jazz Orchestra. Både bestyrelse, orkester og administration består af dygtige og inspirerende mennesker, som jeg vil komme til at savne, og jeg er meget stolt over alle de jazzede resultater, vi har opnået sammen,« siger Anders Ørbæk.