Fortsæt til indhold

Blues fra den øverste hylde

Darell Nulisch præsenterer blues af international klasse i Kulturhuset Pavillonen.

Kultur og byliv

Er man fan af god bluesmusik, vil Kulturhuset Pavillonen i Grenaa være et godt sted at besøge torsdag 12. december klokken 20.

På scenen i den gamle pavillonsal vil man denne aften finde amerikanske Darell Nulisch - en af USAs bedste ”blue-eyed” soul og blues-stemmer. Han er født i Dallas, Texas, og lyttede under sin opvækst til Otis Redding og Al Green, og det har helt tydeligt haft en afsmittende effekt.

Han er et af de originale medlemmer af Anson Funderberg and The Rockets som er en af forløberne til eksplosionen af Texas Blues med The Fabulous Thunderbirds, Stevie Ray Vaughan med flere.

Darrell Nulisch er en fænomenal mundharmonikaspiller, han spiller blues og soul sådan som det oprindeligt var meningen at det skulle spilles.

»Vi får besøg af en fantastisk sanger og musiker, og det bliver en aften som vi alle vil huske i lang tid,« siger kulturhusleder Jesper Jul i en pressemeddelelse.