Fortsæt til indhold

Guns N' Roses kommer ikke alene: Tager kendt hiphop-gruppe med til Aarhus

Public Enemy er med som særlig gæst, når Guns N' Roses til sommer næste år giver koncert i Aarhus.

Kultur og byliv

Rockhungrende aarhusianere med en forkærlighed for Guns N’ Roses slikkede sig nok gevaldigt om munden, da den ikoniske gruppe annoncerede Europa-turné mandag. Bandet lægger nemlig vejen forbi Eskelunden i Aarhus 29. juni, men det er ikke kun hits som ”Sweet Child O’Mine” og ”Welcome To The Jungle”, som publikum kan se frem til. For Guns N’ Roses tager særlige gæster med til udvalgte koncerter på turnéen.

I Aarhus er det Public Enemy, der er skrevet på som ”special guest” til koncerten i Eskelunden.

Den kendte hiphop-gruppe, der også er kendt som blot ”PE”, har siden dannelsen i New York tilbage i 1980’erne markeret sig med politiske tekster, som især har fokuseret sig på emner omhandlende sorte amerikaneres rettigheder. Næsten med en oprørsretorik, som leder tankerne hen på Malcom X og Black Panther.

Tilbage i 2007 lagde Public Enemy også vejen forbi Aarhus, hvor gruppen stod på Trains scene. Her kvitterede Gaffa med 4 stjerne ud af seks mulige. 18 år senere er newyorker-hiphopperne klar til at gøre comeback i Aarhus, når de varmer op for Guns N’ Roses i Eskelunden 29. juni.

Billetter bliver sat til salg fra tirsdag 10. december kl. 9 lokal tid via Guns N’ Roses’ såkaldte Nightrain-presale. Yderligere presales finder sted i løbet af ugen, inden det officielle billetsalg begynder fredag den 13. december kl. 9 lokal tid på gunsnroses.com.