Fortsæt til indhold

En af landets største rappere springer ud som komiker - og besøger Aarhus lige om lidt

Kultur og byliv

Julen på museet

Hvis pebernødderne er rullet, gaverne pakket, og Tinka-kortene indsamlet, behøver børnefamilierne i byen ikke lede længe efter nye, sjove ting at lave i juleferien. Naturhistorisk Museum har åbent frem til 30. december, og de mangler børn at fortælle deres historier om dyrenes vinterhi og juletræets insekter til. Der er skattejagt og dyr, som har gemt sig i kulden i Museumshaven. Man kan lave sin egen koral ved koral-workshoppen og gå på opdagelse i den nye udstilling Breathing Coral. Museets formidlere undersøger også, hvordan dyrene holder jul, og hvilken indflydelse dyr og natur har på den måde, vi fejrer jul.

Tid: Til og med 30. december (lukket 24.-25.)

Sted: Wilhelm Meyers Allé 10, Aarhus C.

Kræver billet.

Stand up-komiker og tryllekunstner Rune Klan er med på holdet, når der er Grin til Gavn - Red Barnets velgørenheds-comedyshow - 27. december i Musikhuset. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

Du gavner ved at grine

Jan Gintberg, Rune Klan, Eva Jin, Lars Hjortshøj og Jonas Mogensen er blot nogle af de kendte navne, der står på plakaten ved dette års Grin til Gavn, Red Barnets velgørenheds-comedyshow i Musikhuset. Showets dirigenter, Natasha Brock og Mikkel Klint Thorius, der har mindst lige så mange jokes i ærmerne som line-uppet, styrer slagets gang og præsenterer deres comedy-kollegaer.

Derudover tyvstarter L.O.C. sit show ’Liam’, som ellers først har premiere i foråret 2025, hvor han træder ud af sine vante rap-rammer og ind i comedyens rampelys.

Overskuddet fra showet går til børn i Danmark og udlandet, som Red Barnet knokler for at hjælpe og beskytte.

Tid: 27. december kl. 15 og 19.

Sted: Thomas Jensens Allé 2, Aarhus C.

Kræver billet.

Aarhus-bandet Zar Paulo er på kort tid blevet kendt over hele landet med hits som 'Klap for Fædrelandet', 'Stop Believing' og 'Tæt på Paradis'. 28. december spiller de i byen, de kendte bedst. Det er på Train kl. 20. Arkivfoto: Finn Frandsen

Zar Paulo på hjemmebane

»Vi glæder os fuldstændig absurd meget til at få lov til at spille på hjemmebane. Det er en helt særlig oplevelse at spille på Train, ved vi fra tidligere, så folk kan også bare glæde sig. Vi dør, hver gang vi står på scenen, og går ned med skibet.«

Sådan sagde Emil Vammen, der er forsanger i Aarhus-bandet Zar Paulo, for et års tid siden til Din Avis, da deres turné var nær sin afslutning, og de skulle spille på scenen nede i Toldbodgade. Lørdag aften står de på deres hjemmebane igen, hvor de vil runde året af med deres hitparade, der kun er vokset siden, de ”gik ned med skibet.”

Tid: 28. december kl. 20.

Sted: Train: Toldbodgade 6, Aarhus C.

Kræver billet.

The Eras Tour har strakt sig over ti måneder og blev rundet af i begyndelsen af december i Canada. Taylor Swift har afholdt koncerter på fem kontinenter og indtjent et astronomisk højt beløb på over to millarder dollars. Billedet her er fra en koncert i Miami i Florida i oktober. Hun besøgte ikke Aarhus på sin turné, men Rustik Bar holder Taylor Swift-aften for de aarhusianske swifties 28. december. Foto: Chandan Khanna /AFP / Ritzau Scanpix

Aarhus på Richterskalaen

8. december spillede Taylor Swift sin sidste koncert på Eras Tour, der har været i gang siden marts og spredt sig ud over fem kontinenter. Hendes fans har bogstaveligt talt fået jorden til at skælve – under en koncert i sommer sagde en måling 2,3 på Richterskalaen – og indtjeningen er estimeret til over to milliarder dollars. Det er enestående.

En af de store fejl ved denne tour var, at Taylor Swift undlod at tilføje et aarhusiansk spillested til sin plakat. Men hvis man gerne vil give sit bidrag til et jordskælv med udgangspunkt i postnummeret 8000, kan man gøre det ved The Last Taylor Swift Night of 2024 på Rustik Bar lørdag aften.

Tid: 28. december fra kl. 20.15.

Sted: Åboulevarden 21, Aarhus C.

Kræver billet.