Fortsæt til indhold

Tænk på sex og snak om det tirsdag formiddag

Kultur og byliv

Kovendinger - Liv i sproget

Det danske sprog er i bevægelse. Ord, vendinger og begreber opstår, mens andre ændrer sig, og nogle forsvinder. Nogle ord forarger, mens andre danner fællesskaber.

Johannes Nørregaard Frandsen, der er professor emeritus og tidligere leder af H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet, vil diskutere forholdet mellem sprog, historie, identitet og selvbilleder. Han har skrevet to bøger: Kovendinger - Liv i sproget og Ugler i mosen, som han vil benytte sig af i foredraget.

Tid: 2. januar kl. 14.

Sted: Sankt Markus Kirke, Skt. Markus Kirkeplads 1, Aarhus C.

Den Grå Side - Hej Rapport Tour

For syvende år i træk vender Søren Rasted tilbage med Den Grå Side live-tour. Med sig har han en masse kendte gæster, der læser op af de bedste historier fra Ugens Rapport. Fra 1970 til 1990 blev cirka 9.000 frække historier trykt, men live på scenen er der sorteret godt ud, og kun de sjoveste står tilbage – mere sjove end erotiske, når de læses med nutidens briller.

For det meste inviteres en hemmelig gæst med til showet, som har en særlig tilknytning til aftenens lokation. Derudover er der nye gæster samt nye historier ved hvert eneste show.

Tid: 4. januar kl. 20.

Sted: Musikhuset, Thomas Jensens Allé 2, Aarhus C.

Kræver billet.

Dirty Paws Nytårsløb

Løbeklubben Dirty Paws inviterer to- og firbenede til canicross-løb i True Skov. Ved canicross løber, cykler eller kører man på kickbike sammen med sin hund, hvor hunden er hægtet sammen med løberen.

Klubben har markeret ruter på 3-4 og 5-6 kilometer, hvor man løber i mere eller mindre kuperet terræn. Hunden skal være mindst 18 måneder gammel for at deltage i løbet. Hvis man har en hund, der er mindst 12 måneder, er der mulighed for at gå ruterne.

Der er bobler og kage, når man rammer målstregen, samt præmier og lodtrækning.

Tid: 5. januar kl. 9.30.

Sted: Parkeringspladsen, Selkærvej 4, Tilst.

Kræver billet.

Tag en pause og tænk på sex

Aarhus Universitetsforlag har siden 2012 udgivet de små bøger Tænkepauserne, der formidler forskning fra universitetet på en lettilgængelig og sjov måde. I en ny foredragsrække lægger Øst for Paradis stole til, når nogle af landets skarpeste hjerner beretter om det, de ved allermest om.

Tirsdag formiddag er det sexolog Ditte Trolle, der går i dybden med et af de emner, der fylder allermest i bevidstheden: sex. Hvorfor betyder sex så meget? Hvorfor er utroskab en så stor del af parforholdet? Hvad gør sex ved os? Tag en kop kaffe og snak med.

Tid: 7. januar kl. 10.

Sted: Paradisgade 7-9, Aarhus C.

Kræver billet.