Fra krigsflygtning til 25 år med fløjterave
DJ Aligator har i et kvart århundrede været en del af den danske og internationale musikscene, og det skal fejres med en jubilæumskoncert.
Den iransk-danske producer og DJ, Aliasghar Movasat, bedre kendt over hele verden som DJ Aligator, er en af de største dj’s, vi har herhjemme, og han har snart 25-års jubilæum. Og det bliver markeret med en stor jubilæumskoncert i Pavillonen 14. november 2025, skriver Pavillonen i en pressemeddelelse.
Han har optrådt i mere end 40 lande, indtaget førstepladsen på alverdens charts, solgt millionsvis af singler og streames stadig af hundredetusindsvis af fans hver måned.
DJ Aligator har siden starten på det 21. århundrede været på toppen af hitlisterne med hits som The Whistle Song, Lollipop, Stomp!, I Like To Move It og senest herhjemme har han været aktuel med Tessa og kidd på Fløjtne.
Rejsen dertil har været lang og mere brutal, end mange måske kan forestille sig. Vi skruer tiden tilbage til en 13-årig dreng i Tehran, en børnesoldat, der bliver involveret i minerydning og udsat for hjernevask. En af de mørkeste kapitler i Ali Movasats liv.
Han måtte efterlade sine forældre og tage flugten fra sit hjemland og til en helt ny virkelighed, Danmark. Fra undertrykkelse til en stor frihed, som han især fandt i musikken. Først i den klassiske musik bag klaveret, som senere udviklede sig til det vanvittige univers vi kender ham for idag, hvor der er højt til loftet, plads til festen og den uendelige kærlighed.
»Så kan Grenaa godt gøre sig klar til fest. Legendariske DJ Aligator er på vej til Pavillonen. Det her har vi glædet os til at offentliggøre: DJ Aligator med alle de store hits fra 90erne. Der bliver noget at glæde sig til,« udtaler Jesper Jul, direktør for Pavillonen.
Billetter til jubilæumskoncerten kan allerede nu købes i forsalg på pavillonen.dk.