Randers i godt lys: Danmarks største avantgarde luciaoptog gik gennem midtbyen
250 deltog i luciaoptog gennem byens gader.
Randers midtby summede af liv og kreativitet torsdag, da Danmarks største avantgarde luciaoptog fyldte gaderne med lys, glæde og nytænkning.
Med 250 deltagere - børn, unge, frivillige og kunstnere - blev det en imponerende manifestation af fællesskab og julestemning, som satte sit unikke præg på en lidt kold decemberdag.
Optoget startede på Østervold ved den ikoniske Jyske Hingst, hvor en gigantisk luciabrud med strålende krone førte an. Den var skabt af Gaia Akademi i samarbejde med gæstekunstner Britt Kristensen. Med sin makeover og kunstfærdige karnevalsdetaljer fremstod luciabruden som en stolt leder af det eventyrlige optog. Endda trukket på en fin lille vogn.
Fra Østervold snoede optoget sig gennem byens gader over Kirketorvet og tilbage til udgangspunktet. Langs ruten blev Randers lyst op af små lanterner, som deltagerne bar. Disse lanterner, der var lavet af Gaias kunstnere, og udstyret med bæredygtige LED-stearinlys kastede en varm glød over både deltagerne og tilskuerne, der fulgte med fra fortovene.
Luciakjolerne var syet af aflagte lagner fra Aarhus Universitetshospital.
Bag arrangementet stod Rethinker Randers, Gaia Museum og en række skoler, børnehaver og frivillige, som i fællesskab gjorde optoget til en succes.
Optoget afsluttede sin rute tilbage på Østervold.