Erik laver podcast med sin mor om hendes liv: »Jeg bliver sgu lidt taknemmelig over, hvordan vi selv lever«

Hvad ved du egentlig om dine forældre og bedsteforældres opvækst? Ved du, hvordan de legede som børn? Ved du, hvordan de boede? Ved du, hvor de tog på ferie henne?

Det gik op for den 65-årige Erik Ingemann Nielsen, at mange af de ting vidste han ikke.

»Når jeg snakker med hele min omgangskreds, så ved mange ikke, hvad deres mor og far er lavet af. Og pludselig er det for sent. Så er de syge, døde eller demente,« siger han.

I mange år var han sportsjournalist. Han har også været radiovært på blandt andet P4, men da han fik en blodprop i hjernen, stoppede han med at arbejde. For halvandet år siden købte han udstyr til at optage lyd.

»Jeg kan ikke bare gå derhjemme. Jeg bliver nødt til at lave et eller andet, og jeg har tit tænkt på at få min mors historie, inden det er for sent. Jeg tænkte, nu skulle det være,« siger han.

Farmor fortæller

Kirsten Marie Nielsen, som Erik Ingemann Nielsens 94-årige mor hedder, var heldigvis med på idéen om, at dele af hendes livshistorie skulle udgives som podcast. Det er blevet til serien ”Farmor fortæller”.

»Jeg ville gerne høre hendes historie, og min mor er så gammel nu, at hun gerne vil snakke om sin barndom og ungdom og sådan nogle ting. En af episoderne handler om, hvordan hun møder min far og bliver gift. De skulle være gift, før de kunne få en lejlighed,« fortæller han.

I skrivende stund er der udgivet seks afsnit, hvor det er Kirsten Marie Nielsen, der fortæller. Derudover har Erik Ingemann Nielsen udgivet et bonusafsnit, der handler om hans far, der døde for 15 år siden. Det viste sig nemlig, at faren gemte på en stor hemmelighed. Men det vender vi tilbage til.

En guldgrube af historier

Erik Ingemann Nielsens mor blev født i 1930 i en lejlighed på Nordostvej i Randers. Da de begyndte podcast-eventyret, snakkede de om, hvor hun boede, og hvad de fik at spise, da hun var barn.

»Det viser sig, at hendes hukommelse er helt exceptionel. Det er en guldgrube af historier. I samme opgang, som min mor boede i, var der en familie, der havde 12 børn. De boede alle 12 børn og to voksne i en lejlighed med en stue og et soveværelse – prøv lige at tænk på det,« siger han og fortsætter:

»Jeg spurgte, om hun kunne huske, hvad børnene hed, og så nævnte hun alle 12 navne. Det er altså 85 år siden. Det er fantastisk at kunne huske sådan noget. Jeg forstår det simpelthen ikke.«

Syv mennesker i et værelse

Kirsten Marie Nielsen boede også med sin familie i en lejlighed, hvor der kun var en stue og et soveværelse. De var dog kun fem børn.

»En ting, hun har fortalt, er, at de alle sammen sov i samme seng. Der var kun varme i stuen, og den kom fra kakkelovnen. Hver morgen, når børnene kom ud i køkkenet, så fik de en klud i ansigtet til at vaske sig, for de havde ikke noget badeværelse. Så fik de en skive franskbrød, hvor der blev hældt sukker på, og den skulle så holde resten af dagen,« fortæller Erik Ingemann Nielsen og fortsætter:

»Min mormor tørrede tøj i lejligheden, så der hang vådt tøj henover sengen. Der var megakoldt – måske kun fem grader om vinteren, og så lå de i det våde tøj. Det er lige til at få astma af så usundt et indeklima. Men min mor er alligevel blevet 94 år, og hendes søster er 92 år.«

Derfra har afsnittene udviklet sig. Erik Ingemann Nielsen har blandt andet talt med sin mor om, hvad de lavede i sommerferierne, og hvordan det var at opleve, da tyskerne kom. Hvert afsnit har på den måde sit eget tema.

»Det er vildt, at hun har levet under de forhold. Det er meget primitivt. Jeg er sgu lidt rystet over de boligforhold. De boede 12 børn i en lejlighed uden badeværelse, hvor du ikke kommer i bad eller noget som helst. Jeg tænker, det må stinke lidt en gang imellem. Sådan nogle børn sveder, når de render rundt,« siger han og fortsætter:

»Jeg bliver sgu lidt taknemmelig over, hvordan vi selv lever. Det må have været et forfærdeligt liv. Men de kendte jo nok ikke til andet.«

Bryllupsfest i lille lejlighed

En ting, der har gjort indtryk på Erik Ingemann Nielsen i samtalerne med hans mor, er, hvordan det var at blive gift.

»I dag er det ikke unormalt, at et bryllup koster 150.000 kroner. Dengang købte man alt på kredit. Da mine forældre blev gift, holdt de festen i min mormors lejlighed, hvor der kun var en stue og et soveværelse,« siger han og fortsætter:

»De købte alt på klods. Så fik de penge i bryllupsgave, og så gik de ned dagen efter og betalte alle deres regninger for brylluppet. Det var sådan, det var.«

Da Erik Ingemann Nielsen, der i dag bor i Middelfart, var fem år gammel, flyttede hans familie til en lejlighed på Nørrebrogade i Randers. Der bor hans mor stadig.

»Vi har snakket om, hvad en lejlighed kostede – 52 kroner i husleje. Min mor har også fortalt, hvordan det var at skulle føde. De gjorde ikke så meget ud af det som i dag,« siger Erik Ingemann Nielsen og fortsætter:

»Det var hjemmefødsel. Måske gik man op til en telefonboks og ringede til en jordemor, men ellers kom naboen bare forbi og holdt en i hånden. Så var det bare det. Min mor fortalte, at min far gik på arbejde, for der var ikke noget med barsel. Han kunne ikke blive hjemme, bare fordi hun skulle føde. De havde aftalt, hun skulle hænge noget i vinduet, hvis hun havde født. Det gjorde hun, men det havde han da ikke opdaget,« siger han og griner.

En kriminel familiehistorie

Som sagt handler et af afsnittene om Erik Ingemann Nielsens far. Han hed Regnar og døde for omkring 15 år siden.

»Jeg sagde til min mor, at vi skulle snakke om min far. Men det viste sig, at hun ingenting vidste. Hun vidste ikke noget om hans barndom eller ungdom, inden hun mødte ham,« fortæller han.

Så måtte Erik Ingemann Nielsen selv på jagt. Han havde sin fars cpr-nummer, og så startede detektivarbejdet derfra. Han kontaktede Randers Stadsarkiv, der holder til i Kulturhuset i Randers. De hjælp ham og fandt blandt andet ud af, at Erik Ingemann Nielsens rigtige farfar hed Emanuel Josef Nielsen.

»Jeg googlede navnet og hold da kæft. Jeg fandt ud af, at min farfar var dybt kriminel, og jeg fandt en artikel, hvor der stod, at han hængte sig selv i Randers Arrest i 1933, da min far var otte år. Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen,« siger han og fortsætter:

»Det viser sig, at han har været i fængsel mange gange, og det havde jeg aldrig hørt om. Min far har aldrig nævnt det med et ord. Det har min far gået rundt med.«

Erik Ingemann Nielsens farfar var ikke bare selv dybt kriminel. Han var faktisk var i ledtog med en af datiden mest berygtede kriminelle – nemlig udbryderkongen Carl August Lorentzen, der flygtede fra adskillige dansker fængsler mange gange.

»Det viser sig, at min farfar har hjulpet ham med at flygte nogle gange. Det er en sindssyg historie, der pludselig dukker op. Og for at det ikke skal være løgn, så var min fars farfar sortbørshandler under krigen.«

Fik aldrig spurgt ham

Erik Ingemann Nielsen fandt desuden ud af, at hans rigtige farmor døde af tuberkulose ret tidligt, og derfor blev hans far forældreløs, da han ikke var ret gammel.

»Det må have været chokerende for en dreng. Han har haft en forfærdelig opvækst,« siger han om sin far.

Efter begge forældre var døde, kom Erik Ingemann Nielsens far på børnehjem. Han stak nemlig af fra sin papmor.

»For mange år siden boede jeg i Aalborg. Mine forældre besøgte mig, og mens jeg var på arbejde, kørte de en tur med min daværende kæreste. Der havde min far sagt, at han godt kunne tænke sig at se det børnehjem, som han engang havde boet på. Men jeg har nok haft mit hoved oppe i min egen røv, for det havde jeg fuldstændig glemt. Jeg fik aldrig spurgt ham om det,« fortæller han.

Han opfordrer derfor til, at man får snakket med sine ældre familiemedlemmer om deres liv, inden det er for sent.

»Alt det her viser lidt om, at vi skal huske at spørge vores forældre og bedsteforældre, hvad de har lavet. Mange har supergode historier. Nogle gange vil de ikke helt ud med dem, men man kan godt få det at vide, hvis man fritter lidt,« siger han og fortsætter:

»Det er lidt irriterende, at jeg ikke kan snakke med min far om det. Der ligger helt sikkert nogle ting der.«