Fortsæt til indhold

Betonørken forvandles: Nu skal her spilles basketball, fodbold og hockey

Vil skabe samlingspunkt for byens lidt større børn og unge. Første etape kan nu realiseres.

Kultur og byliv

I Lading drømmer den lokale borgerforening om et samlingssted for byens lidt større børn på arealet lige øst for Børnehuset Lærkereden.

Det første skridt er at forvandle et eksisterende betonfundament til en bane, hvor der kan spilles, hockey, basketball og fodbold.

Til det formål har Lading-Fajstrup Borgerforening modtaget 25.000 kroner fra den lokale, østjyske energi- og fiberkoncern Aura, som netop har uddelt penge fra sin Lokalværdipulje.

Det betyder, at borgerforeningen nu kan indkøbe basketnet og nogle rubuste metalmål.

Dermed kan første etape af borgerforeningens drømme for stedet realiseres.

»Netop her har der tidligere været en skaterrampe. Lige nu er der bare en stor betonørken. I borgerforeningen vil vi gerne genoplive stedet, så der atter kommer liv, og det bliver et godt samlingspunkt. Vi har besluttet at udnytte det eksisterende betonfundament, så vi hurtigt og nemt kan komme i gang,« siger Mie Rehmeier, der er formand for Lading-Fajstrup Borgerforening.

Byens inviteres til møde

Næste etape af områdets opgradering ligger ikke fast, men Mie Rehmeier har da nogle bud på, hvad området ellers kunne indeholde:

»Vi forestiller os, at der skal ske meget mere. Det kunne være i form af en tarzanbane/forhindringsbane eller noget parkour-agtigt. Gerne noget, som opfordrer til fysisk aktivitet,« siger formanden og fortsætter:

»Børnehaven har i forvejen en god legeplads til de mindste børn, men Lading mangler et samlingspunkt til de lidt større børn, så de er vores primære fokus.«

Hun påpeger, at fordi der ingen skole er i Lading, så mangler de unge et naturligt samlingspunkt.

»Så det skal vi skabe. Det bliver rart at have et sted, hvor vi trygt kan sende dem hen, og som de kan gå til ad lukkede stier.«

Det bliver dog ikke borgerforeningen, der egenrådigt skal bestemme, hvordan området skal indrettes.

»Borgerforeningen har fokus på en åben dialog med byen, så vi kommer til at invitere til et møde, hvor alle kan give deres besyv med,« siger Mie Rehmeier, som oplever en stor lyst til at være en del af fællesskabet i et mindre samfund som Lading.

»Så det vil vi gerne understøtte med nogle gode rammer.«