Aarhus Teater er tæt på det bedste salg i 25 år
116.487 gange er der solgt et sæde i Aarhus Teater i den forgangne sæson. Hver tredje gæst var barn eller ung.
Publikum strømmede til billetlugerne på Aarhus Teater i sidste sæson med et samlet antal gæster på 116.487 fordelt på teatrets fire scener.
Det er det næstbedste billetsalg siden 1999. Af det samlede billetsalg udgjorde andelen af børn og unge over 42.000 i sæson 2023/24. Og på den økonomiske bundlinje var der sorte tal og et mindre overskud på 179.000 kr. Det er hovedkonklusionen i Aarhus Teaters årsregnskab, som bestyrelsen netop har godkendt.
Det skriver Aarhus Teater i en pressemeddelelse.
Med et salg på over 116.000 skriver sæson 2023/24 sig ind som en af de bedst sælgende sæsoner de seneste 25 år. Det er kun overgået med blot 300 gæster i sæson 2017/18. Det er næsten 9.000 flere billetter end budget. Hertil kommer de mange gæster, der besøgte teatret til de øvrige arrangementer på 15.861, dvs. Forsamlingshuset, Over Torvet, Tænkepauser, erhvervsarrangementer og deltagere i teatrets læringsafdeling AT Læring.
»Med et så højt besøgstal på vores forestillinger og arrangementer kan jeg kun være tilfreds. Jeg glæder mig over, at 37 procent af vores publikum er børn, unge og studerende, og det vidner om at Aarhus Teater også er et markant trækplaster for denne publikumsgruppe,« siger direktør Allan Aagaard.
Han glæder sig også over, at teatret kommer ud med et overskud på 179.000 kr. De stigende omkostninger betyder, at teatret må vende hver en krone. Det har desuden en ambition om at udvikle mere og mere bæredygtige produktioner og det har også en økonomisk pris.
Mange priser
For tredje gang inden for få år modtog Aarhus Teater Reumertprisen for Årets Forestilling med Skolekomedien, dramatiseret og instrueret af Christian Lollike og med størstedelen af teatrets skuespillerensemble på scenen.
Forestillingen blev også kåret som ”Byens bedste teateroplevelse” i Aarhus. Samtidig modtog Christian Lollike, der gennem hele sit kunstneriske virke har været tæt knyttet til Aarhus Teater, modtog Reumert Juryens hæderspris.
Skuespiller Christian Hetland blev ligeledes Reumertbelønnet med Årets Solopræstation for sin solorolle i dramatiseringen af Maren Uthaugs prisvindende roman En lykkelig slutning. Også forestillingen Traum, der blev skabt i samarbejde med Holstebro Dansekompagni, blev hædret med prisen for Årets instruktør, der gik til Aarhus Teaters daværende husinstruktør Nathalie Mellbye.
«Det betyder rigtigt meget for os at modtage kunstnerisk anerkendelse for vores arbejde. Og at så mange unge også finder vores repertoire relevant. Jeg er særligt stolt af, at det med ”Skolekomedien” lykkedes at bringe nyskrevet dramatik på Store Scene, vise næsten alle vores skuespillere frem i én forestilling og samtidig spille for udsolgte huse. Det viser, at det er muligt at forene høje kunstneriske ambitioner med et højt publikumsantal,« siger teaterdirektør Trine Holm Thomsen.
Blandt sæsonens billetsalgsmæssige højdespringere kan nævnes familieforestillingen Julefeber, der blev set af over 30.000 børn og voksne, musicalen Chicago med knap 21.000 solgte billetter og Skolekomedien med godt 18.000.