Teaterdirektør får fire år mere på posten
En enig bestyrelse på Randers Teater har forlænget kontrakten med Peter Westphael.
Peter Westphael har stået i spidsen for Randers Teater, siden han selv var med til at stifte teatret 1. januar 2000.
Det bliver han ved med i nogle år endnu, efter teatrets bestyrelse har besluttet, at hans nuværende kontrakt bliver forlænget til og med 2028. Det skriver Randers Teater i en pressemeddelelse.
»Peter Westphael har vist, at han er stort aktiv for teatret og for hele kulturlivet i Randers. Han har gennem alle årene været garant for, at der er blevet skabt scenekunst af høj kvalitet og med en folkelig gennemslagskraft, samtidig med at Randers Teater er vokset og blevet en stadig større og mere indflydelsesrig kulturinstitution både lokalt, regionalt og nationalt,« siger bestyrelsesformand Jes Weyhe Grønbæk og fortsætter:
»Sammen med den øvrige bestyrelse ser jeg frem til at fortsætte samarbejdet, og vi er sikre på, at han fortsat er den rette til at stå i spidsen for den rivende udvikling, som teatret i disse år gennemgår.«
Peter Westphael ser frem til at fortsætte med at arbejde for den kunstneriske udvikling af teatret.
»Jeg er både stolt og glad over den tillid, som bestyrelsen har vist mig. Jeg glæder mig rigtigt meget til at fortsætte det arbejde, som er sat i gang sammen med bestyrelsen og ikke mindst mine dedikerede kollegaer. Jeg har en stærk passion for at være med til at styrke scenekunsten i Danmark, og jeg vil fortsætte arbejdet for, at Randers Teater er en væsentlig spiller på scenekunstområdet,« siger teaterdirektøren.
Foruden sit virke som teaterdirektør har Peter Westphael i mange år ytret sine holdninger til dansk kulturpolitik og har tidligere været klummeskribent for Avisen Danmark og fast i panelet hos ’News og Co’.