Fortsæt til indhold

Skøre gutter med et sygt navn tilbyder sjov træning nummer 500 på Rådhuspladsen

Gratis udendørs træning vil fylde Rådhuspladsen, når den fejrer gang nummer 500 og sine første 10 år.

Kultur og byliv

Sick Project kan fejre imponerende 10 år med søndagstræning fuld af smil. Siden november 2014 har man samlet folk til træning i den aarhusianske natur og byens rum. Det er både sundt, for sjov og for alle, uanset alder, niveau eller erfaring.

Først var der omkring 15 deltagere per gang, så blev træningen mere etableret med hundredvis af mennesker, og den har nået en rekord på over 1.000 deltagere.

Plads til alle under regnbuen. Foto: Mads Johansen

Sick er blevet en tradition, der har skabt et stærkt fællesskab og inspireret mange til at prioritere at komme ud ad døren søndag formiddag. Det skriver Tor Kristensen Fabian-Jessing, som er initiativtager og en af de bærende kræfter i Sick.

Han blev inspireret, da han besøgte sin storebror i Boston i USA, hvor han oplevede November Project – et inkluderende bevægelsesfællesskab med råb, kram, farver og ugentlige gratis træning.

Nu fejrer den aarhusianske version sin træning nummer 500 søndag 5. januar klokken 11 på Rådhuspladsen i Aarhus.

De har gjort det 499 gange alle mulige forskellige steder i byen og fejrer nummer 500 på Rådhus Pladsen. Foto: Mads Johansen

Man kan begynde det nye år med at Sick-starte i fællesskab med hundredvis af andre mennesker i alle former, farver og træningsniveauer.

Sick Project er især stolt af den diversitet, der ses blandt deltagerne – for projektet er skabt for at kunne inkludere; for at overkomme barrierer for bevægelse; for at det kan være lettere at være ny og komme ud af døren.

Her vil folk i alle aldre og niveauer kunne være med – om de er erfarne træningskrigere eller nye ansigter, der ønsker at prøve et træningsfællesskab, der kombinerer styrketræning, gang, løb, dans, fjollerier og leg med menneskelige relationer og samhørighed.

Søndag 5. januar er temaet havet. Man behøver ikke at være udklædt, men disse tre gutter har valgt at lege med. Foto: Mads Johansen

Træningen har jævnligt temaer, som man kan vælge at lade sig inspirere af. Udklædninger og gadgets er velkomne. Denne gang er temaet ”Havet – det uendelige oSICKan” med fokus på naturen og vandets betydning i Aarhus.

Sick Project blev grundlagt med tre simple, men stærke mantraer: Alle kan være med. Alt er gratis. Alt kan ske.

Træningen består af løb og kropsvægtsøvelser – squats, armbøjninger, mavebøjninger og meget andet. Små lege er inkorporeret for at gøre det sjovere og skabe interaktion mellem deltagerne. De råber for eksempel Godmorgen og krammer en håndfuld andre deltagere. Så er de godt i gang.

Byen har mange rum og mange muligheder for at træne i det fri. Foto: Mads Johansen

»Vi råber sammen, og vi krammer hinanden. For at sige, at vi er klar til at give den gas, og vi er klar til at gøre det sammen. Vi krammer for at sige, at lige meget om du har været her én gang eller 10 gange, er vi klar til at tage imod dig med åbne arme,« har Tor Kristensen Fabian-Jessing tidligere sagt til avisen.

I løbet af de sidste 10 år har Sick Project ikke kun handlet om fysisk træning – det har handlet om at opbygge et stærkt fællesskab, hvor alle kan føle sig velkomne og støttede. Hver søndag har været en påmindelse om, at uanset hvor man er i livet, er der altid mulighed for at være med.

Der er altid åbent for nye deltagere. Sick Project har eksisteret i Aarhus de seneste 10 år, men er først lige begyndt.

Hvem siger, at det behøver være kedeligt at træne? Foto: Mads Johansen